Forår

Det er forår – på alle mulige måder end vejret, men det er forår i min krop og hjerte. Angsten sidder der endnu – angsten for min egen blindhed og svagheder, men jeg forsøger at rumme mig selv så godt som muligt og tilgive små snublerier.

Jeg føler mig som et heldigt menneske, når jeg skriver og researcher på nye projekter – jeg føler mig ikke længere kontrolleret af udefrakommende ting, men forsøger at tage bevidste valg.

Det er forår – haven skal gødes og jorden gøres klar, men frugtbarheden er umiskendelig.

Træhestens år

Vi er gået ind i 2014 og endeligt kan jeg lægge et langt og hårdt år bag mig – dragens og slangens år er ikke kompatibelt med mig. I år starter mit egentlige arbejde – sidste år skete tingene af sig selv, fordi jeg ikke kunne andet. Jeg kunne ikke andet end passe på mig selv, jeg kunne ikke andet end se på hvad der blev skabt ud af mig, jeg havde ingen kontrol. Men langsomt har jeg fået kontrollen tilbage og her er det, jeg kan mærke jeg skal være særlig opmærksom på ikke at falde tilbage i nogle mønstre og grænseløsheder, jeg bærer med mig som et stigma.

Jeg har fået min krop tilbage – langsomt har jeg vundet den ind og vakt den til live. Jeg har tænkt, skrevet og tilgivet, og jeg har skabt mig selv – støbt mig igen i en form, jeg bedre kan leve med. Men jeg er skrøbelig og skal ikke glemme at hærde denne nye form.

2014 er de lange processers år – i 2013 skabte jeg en del mindre ting, men i år arbejder jeg med ret store projekter, der ikke vil emancipere lige med det samme – det er andre processer, det skaber andre frustrationer men det er godt.
2014 er forhåbetlig også det år hvor min første digtsamling vil udkomme, jeg arbejder på den, den vil ikke helt som jeg vil – men det skal nok komme.

Og endeligt er 2014 det år hvor jeg vil lade ting komme til mig – lade mig forkæle taknemmeligt af livet og se hvad der sker – jeg øver mig nemlig stadig i at give slip.

score, date, komme sammen – what ever

ARRRRRRGGGHHHHH jeg lærer det aldrig – alle disse skjulte regler for hvad man skal gøre og ikke gøre, hvordan man skal fremstå – somom man er en bil på display i et tidligt forårsudsalg. Jeg GIDER IKKE – jeg vil fandme ikke trænes til at skulle holde hånd-kysse-smile når det synes at være det rette tidspunkt – jeg vil ikke tænke over hvordan jeg opfører mig i forhold til hvem og hvad jeg siger og om det nu også sårer den andens følelser (ok så skidt da, lidt hensyn vil jeg godt tage – men der skal bare være balance).

Jeg ved godt, jeg er en vindbøjtel skæv person, men en eller anden dag er der vel en der også forstå dette uden at tillægge mig alverdens tilbøjeligheder. Jeg ser en karriere foran mig som den skøre kattekvinde, der tilsidst bliver ædt af sine katte.

Men én ting jeg stadig kan mærke uanset om det er katte eller andre det skal æde mig – jeg er stadig en håbløs romantiker, der tror på at man skal være i stand til at røre hinandens indre lidt først inden man rører fysisk. Jeg er så fucked….

Når livet er en blomst

Det er så uendeligt stærkt og så uendeligt skrøbeligt for tiden og i den balance står jeg og er i live.

Jeg ser mennesker omkring mig krympe i sorg – mennesker jeg elsker og er nær og jeg ved at uanset hvor megen sorg jeg har gået igennem, er der andre der har lidt mere end jeg. Men det er ikke mit længere.

Mit liv er enkelt – det ér – intet mere og intet mindre og jeg er i live fuldt og helt. Jeg mærker det – er lige så usikker og vaklende som jeg var da jeg var 18 eneste forskel er jeg er i stand til at tage en dyb indånding  og rumme alt det jeg også er. Det har taget mig 45 år at lære – men jeg tror den er der nu, sorgen, traumet, smerten usikkerheden, den skal gå ved min side resten af mit liv, mit job er blot at sørge for den skader mindst muligt. Den er en del af mig.

Mit liv er som en blomst – den har foldet sig ud i al sin skønhed uden at vide om den har valgt at vækste i en smuk skovbund eller på en motorvej. Men uanset levetid har den foldet sig ud i al sin strålende skønhed. Mit liv – som det ér.

Rewamping

Så har jeg endeligt taget mig sammen og fået lagt en oversigt over min online tilstedeværelse på gullach.dk – her henviser jeg bl.a.  til min nyåbnede lille biks YSG Communications.

Jeg tilbyder at løse basale online kommunikationsopgaver – og nej jeg er hverken supermand, specialist eller mogul – jeg har bare mange års erfaring og lavet et stykke solidt arbejde for dig. Jeg er billig, men jeg skal også bare lige have nok til at jeg kan købe mig tid til at lave mine mere skæve kreative ting – det går hånd i hånd. Kan jeg skabe på den kunstneriske side kan jeg også skabe på den forretningsmæssige del.

Næste skridt er at gullach.org får en omgang og så skal jeg igang med at lave en lille film og få skrevet nogle digte. Damn, I love my days.

 

Status

For et år siden lå jeg i min seng og græd – græd fordi jeg endnu engang måtte konstatere at jeg ikke evnede at vælge det gode til, græd fordi mit traumer var vækket og brølede gennem min krop, græd fordi jeg ganske enkelt ikke var blevet behandlet godt. Græd fordi mit liv brød sammen.

For et år siden mistede jeg mit job, mistede mig selv, mistede en del af min familie.

Men livet har det med at give gaver når man allermest har brug for det og det viste sig at jeg fik den største af dem alle. Jeg fik:

  • Øjnene op for at al den håbløse kærlighed jeg øsende kvælende ud over andre skulle bruges på mig selv
  • Muligheden for at arbejde meget mindre og at at vinkle det arbejde ind på noget, jeg bedre kunne lide
  • Mulighed for at udfolde min kreative side

Det har være et godt år, jeg fik givet slip på grundangsten – traumet sidder der og vil sikker altid være en del af mig i større eller mindre grad, men jeg har fat om nældens rod og er kærlig overfor det og mig selv.
Jeg er blevet selvstændig og det går godt – jeg har kunder i biksen og det er sjovt.
Jeg har rejst med sjove kærlige mennesker, der elsker mig og jeg har smukke ture foran mig – Kina, Marocco, Korea og Japan venter på mig.
Jeg har udstillet, performet, lavet film og udgivet cd – gaver i en lang bane og det ser ud til at fortsætte måske med en bog – jeg er ganske enkelt lykkelig.

Det handler om jeg er hjemme i mig selv og jeg kan godt og vil mig det godt. Jeg savner en del af min tidligere familie, kan mærke jeg savner at vide, hvordan de har det og være dem nær, men det er ikke mit og ikke mig, der skal passe på dem længere. Så tak til du, der skulle give mig mit livs største lektion – det var hårdt men det var det værd. Mit liv udfolder sig i de retninger jeg ønsker og jeg er det værd.

Jeg har det godt.

Jeg er pissesvær at score

og det skyldes hverken jeg er kræsen eller optaget. Men det skyldes 2 ting tror jeg – jeg har ganske enkelt ikke voldsomt meget sexappeal og så er jeg megasky og akavet, når det gælder scoringens ædle kunst.

Jeg har gennem min efterhånden lange liv observeret det igen og igen – tilsyneladende gennemsnitlige ordinære kvinder scorer voldsomt meget sammenlignet med mig og det skyldes enten de har en meget fin og dejlig sexappeal – de oser af sex på den der måde som kun mænd opfanger – ikke på den platinblonde overdullede brystbombemåde, men mere den der fine mellem linierne måde, som gør at mænd bare må bære dem hjem i seng. Eller også så har de evnen til at få signaleret at de gerne vil scores.

Jeg går i byen – bevares ulempe nummer 1 er at jeg ikke drikker alkohol og ulempe nummer 2 er jeg ofte går tidligt hjem – men jeg har alligevel stået flere gange og prøvet at småblinke til en mand og der sker ganske enkelt ikke en bønnefis. Jeg smiler og sludrer det bedste jeg har lært og det ender med de går hjem med en af mine veninder eller fortæller mig jeg burde score en af deres bekendte – WTFF!

Jeg ved jeg ikke har et udseende som så mange andre, at jeg kan være lidt kejtet og genert men hvad hulen skal der til? Kære dejlige singlemænd over de 45 – hvad er det for en vink med en vognstang jeg bare ikke mestrer?

Eneste gode ting er jeg er frygtelig produktiv, når jeg nu skal være i ufrivillig cølibat i en længere periode end jeg regnede med.

Nemesis

Kan jeg ikke snart lære det – jeg skal ALDRIG proklamere at det går godt så kommer den lede tæve til Nemesis og klasker mig i røven.

Well, 2 stks Raspberry Pis er brændt af – sendt til UK og kommer forhåbentligt tilbage inden udstillingen. Min kære programmør og jeg krydser fingre mens vi ser nervøst på hinanden.

3 film mangler redigering inden den 12. oktober – og en 4 skal jeg bruge en hel weekend på at skyde – også inden den 12 oktober.

1 installation står i smådele og mangler at blive færdiggjort og gennemtestet – og så har vi slet ikke talt om de problemer jeg kan forudse når den skal stilles op i et tussegammelt palæ.

1 virksomhed mangler at blive opstartet og kunder er begyndt at forlange timer – så nu afventer jeg godkendelser og forudser faldende frugter – som min erhvervscoach sagde jeg skulle tænke på 🙂

Sidst men ikke mindst  en udgivelse er på vej og en uropførelse – begge dele der burde tage min tid 100% – men så er det godt jeg ikke behøver at sove mere i dette liv.

Leg med mig

Så kan jeg snart se enden på mit Raspberry Pi projekt – jeg endte med ikke at lære at kode det selv, men fik hjælp – dels er jeg ikke nørded nok og dels bliver jeg nødt til at uddeligere områder, hvis jeg skal nå deadline og det skal jeg 🙂
Men det har været en så sjov proces at nu tænker jeg i bend sensors på tøj i forhold til performance – arduino og wireless signaler til lyd. Men allerførst skal jeg liiige undersøge et hologramprojekt og så har jeg en date med en nøgen kanin og noget karse….

Savn

Jeg har det rigtig godt med mig selv og er begyndt at tage et bad i ny og næ 😉
Ind imellem i mine allersvageste øjeblikke – mellem Ben&Jerrys og Rittersport savner jeg tosomheden – ikke så meget sex, men mere dette <3:

Attack+of+The+Tickle+Monster_0137e6_4779621

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Jeg tror, jeg er ok!