Tok

Lytter dybt ind til mit uregelmæssige hjerte og får en fortælling og et ønske om et liv, jeg ikke kan honorere. Sådan kan jeg i dyb hemmelighed føle mig fejlslagen overfor mig selv. At leve af mit hjerteblod kan jeg kun, indtil jeghar suget al næring ud af blodcellerne og mavens realitet banker på.

Tok tok – du skal spise nu –
Tok tok – du skal sove nu –
Tok tok – du skal leve nu –
Tok Tok – du skal sno dine fingre om umulighedens kunst og lade somom du er mæt af dage.

Mit hjerte, du springer slag over for at slå kompensationsdobbelt.
Mit hjerte, du vælter ønsker ud, der æder en tid, der sælges for penge, der betaler mit liv.
Mit hjerte, jeg er lutter døve øren for ikke at dø af sorg og gæld.

Epicenter

Der er i alle brud en rest af dig, du mit første sammenbrudsbaneperson, du min første ptsd-katalysator, du mit første suttekludsmisbrug, du mit første nøgenhedsekspriment, du mit første afseksualiserede sadisteksperiment, du mit første sprogdøvhedspotentiale, du mit første forrykkelsesmanipulation, du mit første kærlighedsskrigseksperiment, du mit første glemsomhedspotentiale, du mit første navnefortræningsminde, du min første sorgmodellator , du mit første erstatningsfølelsesskrift. Jeg nægter at stoppe forsøget.

Intentioner

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på at fremstå elsk-værdige og uendelige lige. Dine tentakler regenererer uendeligt langsomt og husker stadig smerten fra den sidste afkobling, mine sensorer opfanger enhver lille malfunktion og trækker sig indad en my ad gangen. I denne langsommelige dans kaster vi en skygge af fortidens ord, der tavst fortolkes.

Måske jeg bare savner det første møde, der ikke er foruret af al for megen selvindsigt, der blot presser en juice af bar begejstring og lyst – eller måske jeg savner dette blanke beundrende blik, der fik mig til at smide min hud og stå blødende blød overfor dig? Jeg er en dårlig voksen, jeg er et krævende barn, jeg er en nyfødt baby, jeg er et æg, der endnu ikke er befrugtet, jeg er min fraværende mor, jeg er en slægt, jeg ikke har, jeg er et sprog, jeg ikke taler, jeg er en kvinde, der ikke elskes endnu.

Nomade

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende.

Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har betrådt mit indre. Vi har klatret os. Dit indre var som en svamp – når jeg trådte ned efterlod jeg kortvarigt en hulning, der blev fyldt med væde  – men når jeg så tilbage var sporerne udvisket og du var uberørt igen.

Kunne vi have vundet fodfeste, hvis vi havde evnet at at sprede ord mellem os, der var givet oprigtigt?

Gefion

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.

Slægtstyngde

Jeg har født dig og båret dig, mens du stadig duftede af mit kropsfedts uskyldighed. Set dig vakle stædigt mod horisonter, der ikke var tilgængelige i voksenhøjde. Jeg har holdt om dig i sorg og i glæde, bøjet mig og hvisket ord ingen anden mand har hørt.

Alligevel ved jeg, når du står foran mig, jeg ikke kan røre dine livsnederlag, jeg ikke kan ændre den smerte, der gør du træder et skridt tilbage og lader tavsheden være dit aftryk.

Du bærer slægtens aftryk, det tynger dig ned.

Elastikker

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt.
Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret trækker for at bevise vores vilje, uden tanke på at ingen af os evner at reparere en elastik, der er sprunget?
Vidste du, at mine flossede følelser føles som elastikkens indvolde og at mit eneste forsvar er at udsende en særligt skarp protest overfor den udstrækning, de udsættes for i forsøget på at dulme nerver uden hjælpesubstanser?
Vidste du, at porten har stået pivåbent så længe, at når jeg nu endelig vil lukke den, binder den ikke og jeg har hentet min lilla beholder af køkkenelastikker for at surre håndtaget fast og håbe på, der er noget, der griber fat i dit indre?

Tilvænning

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.

Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.

Fyld mellemrummet

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om betydninger af mareridt, bageopskrifter og horoskoper uden at forvente andet end kærlighedserklæringer. Engang bestod kærlighed af fremadstræbende etableringer. Engang var der intet spejl mellem nu og nu.