Jeg tager dig aldrig mere for givet,

for døden er ikke en undskyldning for angst.

Jeg frygter, jeg ikke længere har et ansigt, du synes at holde af,

at jeg ikke kan opretholde ideen om, at jeg er et anstændigt menneske.

Anstændighed er ikke upolitisk eller upoleret, 

det er en ramme, defineret til at sikre, at du kan tale til mig,

mens jeg ikke bør sige ord som “røvhul”.

Jeg er et oprejst væsen.

Bitter hav

“Se vi flyder” siger du, mens jeg ligger og kæmper med et vandspejl. Jeg har altid hadet dette, eller retter det er flere elementer i det, jeg hader. Jeg hader letheden, hvormed du holder din krop oppe, letheden hvormed du siger, at vi flyder, som om det var det nemmeste i verden at gøre og letheden hvormed du udstiller, at der er endnu en ting, jeg ikke magter. Jeg forsøger at holde min krop oppe, at finde din lethed, at flyde helt roligt i vandspejlet, men jeg må konstatere at min krop vil gerne trække mig ned. “Alting er nemmere i vand” har alle altid messet for mig – også dig, når jeg stiller spørgsmålstegn ved letheden. “Det stammer fra vi i 9 måneder har flydt rundt i vand” siger du.

Jeg vil ønske vores kroppe præcist afslørede den samme masse i overfladen, men uanset hvad jeg gør, synes du at ligge lidt højere end jeg. Man kan se det meste af dit ansigt, overfladen af dine arme, bryster og knæ – selv dine lange fødder stikker op fra vandspejlet. Jeg tænker, det er min mors skyld; at hun producerede betydeligt større mængder bitterstof i fostervandet end din mor, forsøgte at drukne mig, før jeg blev født. At bitterstoffet pressede mere ilt ud af min krop – et usynligt mordforsøg, der ikke kan ses med det blotte øje, men kun konstateres, når vi ligger sammen i vandet – at det kun kan konstateres ved, at jeg ligger en smule tungere end dig. Det subtile i det uønskede.

“Du kan have mere luft i lungerne end jeg” siger jeg og forsøger ikke at drukne. Jeg har altid hadet vand.

Tok

Lytter dybt ind til mit uregelmæssige hjerte og får en fortælling og et ønske om et liv, jeg ikke kan honorere. Sådan kan jeg i dyb hemmelighed føle mig fejlslagen overfor mig selv. At leve af mit hjerteblod kan jeg kun, indtil jeg har suget al næring ud af blodcellerne og mavens realitet banker på.

Tok tok – du skal spise nu –
Tok tok – du skal sove nu –
Tok tok – du skal leve nu –
Tok Tok – du skal sno dine fingre om umulighedens kunst og lade somom du er mæt af dage.

Mit hjerte, du springer slag over for at slå kompensationsdobbelt.
Mit hjerte, du vælter ønsker ud, der æder en tid, der sælges for penge, der betaler mit liv.
Mit hjerte, jeg er lutter døve øren for ikke at dø af sorg og gæld.

Epicenter

Der er i alle brud en rest af dig, du mit første sammenbrudsbaneperson, du min første ptsd-katalysator, du mit første suttekludsmisbrug, du mit første nøgenhedsekspriment, du mit første afseksualiserede sadisteksperiment, du mit første sprogdøvhedspotentiale, du mit første forrykkelsesmanipulation, du mit første kærlighedsskrigseksperiment, du mit første glemsomhedspotentiale, du mit første navnefortræningsminde, du min første sorgmodellator , du mit første erstatningsfølelsesskrift. Jeg nægter at stoppe forsøget.

Intentioner

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på at fremstå elsk-værdige og uendelige lige. Dine tentakler regenererer uendeligt langsomt og husker stadig smerten fra den sidste afkobling, mine sensorer opfanger enhver lille malfunktion og trækker sig indad en my ad gangen. I denne langsommelige dans kaster vi en skygge af fortidens ord, der tavst fortolkes.

Måske jeg bare savner det første møde, der ikke er foruret af al for megen selvindsigt, der blot presser en juice af bar begejstring og lyst – eller måske jeg savner dette blanke beundrende blik, der fik mig til at smide min hud og stå blødende blød overfor dig? Jeg er en dårlig voksen, jeg er et krævende barn, jeg er en nyfødt baby, jeg er et æg, der endnu ikke er befrugtet, jeg er min fraværende mor, jeg er en slægt, jeg ikke har, jeg er et sprog, jeg ikke taler, jeg er en kvinde, der ikke elskes endnu.

Nomade

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende.

Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har betrådt mit indre. Vi har klatret os. Dit indre var som en svamp – når jeg trådte ned efterlod jeg kortvarigt en hulning, der blev fyldt med væde  – men når jeg så tilbage var sporerne udvisket og du var uberørt igen.

Kunne vi have vundet fodfeste, hvis vi havde evnet at at sprede ord mellem os, der var givet oprigtigt?

Gefion

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.