Langsomt langsomt, som erkendelsen af min sande race er jeg ved at få fodfæste i min kreative forvirring. Langsomt langsomt er hypersensitive, mit langvarige selvdøde projekt ved at tage form. Langsomt langsomt vil ord, lyd og billeder forvitre på den side, som mit sløve sind og skildpaddeagtige væsen. Jeg vil ikke bede om tilgivelse, snarere henrettelse.
Jeg er sindsygt dårlig til at eje ting, der er noget ved penge, gæld etc. der tynger mig ned, gør mig mindre fri og glad. Af selvsamme grund har jeg ingen ejerbolig, ingen bil – faktisk ingenting af værdi undtaget det som jeg finder vigtigt – nemlig familie, børn, mand og kærlighed.
Men når man nu har funder manden i sit liv og set på en drømmebolig, så er det vel nu man skal blive voksen og tage et lån i banken af anseelig størrelse?
Jeg tror lige jeg går ud og hyperventilerer i en pose….
Så skete det endeligt – mit sidste domæne er vristet fra Surftowns elendige hosting og langt over til en anden. Nu venter så forude et endeløst forløb af redesign både grafisk som informationsarkitektonisk. Du godeste…
2011 var bare ikke året hvor jeg skulle skrive på min blog – ikke at jeg ikke gerne vil, men døgnet har kun en begrænset mængde tid og bloggen kom ikke i første række. Det vil den ikke gøre før jeg har afsluttet det famøse projekt, der hedder lederuddannelse og når det er færdigt til sommeren 2012, så skal jeg den ondehylme ikke uddannes i et godt stykke tid.
I det små er jeg ved at redesigne, men det er i det små og hele ens onlineeksistens er som pandoras æske – der springer en ny æske op hele tiden og udløser endeløs arbejdsindsats. Men lad os nu se om ikke efteråret 2012 kan bringe lidt tid og afklring på dette – indtil da ønsker EMS alle et godt liv og bloggen forbliver åben, men ikke aktiv.
Jeg spår facebooks død – jeg spår netværksmenneskets endeligt. Vi hyper omkring sociale medier og overser signalerne i den kommende voksengeneration. Det skal hertil siges at jeg alene dømmer det udfra min egen børnefloks adfærd – de er henholdsvis 18, 12 og 10 år. Ingen af dem bruger facebook særligt meget – de har været der, de kan ikke se værdi. De er trætte af den evige distancerede tilstedeværelse, de er strætte af at alle deres relationer profitoptimeres – de gider ikke tankegangen om at alt skal tilføje værdi eller alt skal optimere.
Og et eller andet sted er det en forunderlig altmodish liniær tankegang der ligger som grunddogme for netværkstanken. Fundamentalt taler vi stadig om at maximere – at øge – at vækste – om det er relationer, vores egen me-værdi eller vores tilstedeværelse online. Men hvem siger at væksttankegangen er en bæredygtig strategi. Hvad hvis den nye generation for en gang skyld ser rigtigt – født ind i en overflod – begynder de endeligt at reducere. De vil ikke flere medier, de vil ikke flere opkoblinger – de vil kun have venner de reelt har mødt og reelt kan lide. De vil nærværet fordi de er vokset op med distancen og den konstante online præsens imponerer dem ikke – tværtimod.
Nærværsmenneskets måler værdi i tid, i kvalitative relationer og i ægthed. Jo mere tid du bruger med mig, jo højere værdsætter jeg dig. Jo længere tid du tager om at svare, jo mere har du tænkt dig om. Min datter er træt at de evige bips på mobilen, mine sønner bruger ikke facebook. De er kun 10 og 12 og de er ikke imponeret og jo, alle deres venner er derinde, men de bruger det heller ikke. Facebook holdes i live af netværksmennesket højtideligt tro på egen vigtighed – på jagten efter merværdi i relationen. Og så er det her jeg må sige jeg selv har +700 venner og er derinde hver dag – for ganske vist er jeg ikke netværksmenneskegenerationen - men jeg vil så gerne. Men en dag tør jeg måske være så modige som min 10 og 12 årige børn og sige: “jeg bruger det jo ikke rigtig til noget”.
Nytår er den store kommunikationsdag – den dag hvor vi taler med andre, med vores partner, med os selv. Vi lover, vi ler og vi håber og i bund og grund kommunikerer vi den aften, det udsyn, vi ønsker at skabe for det nye år.
Derfor skal nytårsfesten er også være den store kommunikationsfest. Vi skal signalere festlighed, vi skal skåle, vi skal spise fine middage, være sammen med familie og venner og vi skal så meget, at flere og flere efterhånden står af. Ikke mere glimmer, ikke mere fest og ikke mere druk. Signalerne stemmer ikke overens med ønskerne længere. Istedet er indtrådt en inderligheds-trang. Vi vil være nære, vi vil være oprigtige, vi vil være spirituelt åndelige. Flere og flere vælger at fejre nytår alene i selskab med dem selv – ikke nødvendigvis ensomme men snarere mediterende, ransagende og fredfyldte. Flere og flere lægger alkoholen, kødet og sukkeret på hylden og faster, detoxer eller “raw food’er” den.
I går havde jeg ligesom resten af Danmarks befolkning anledning til at tale med manden min. Vi har været gift i under et år og det var nemt at fortælle ham, det var det bedste år i umindelige tider. Vi valgte stilheden, ædrueligheden og inderligheden uden at der gik “raw food” i den og det er for mig et fantastisk signal at sende ud i 2011. Vi vil være nære, ædruelige og kommunikerende. Jeg ønskede mig mere kitchen talk, han ønskede sig mere musik i sit liv. Begge gode kommunikative ønsker.
God 2011.
foregår det i yderst formelt og til tider intimiderende sprog. Jeg spekulerer på om advokater til tider skyder sig i foden i forhold til hvor langt de når, når sproget fra start er konfliktbaseret.
“Jeg antager du er uenig med mig, så derfor remser jeg lige op hvorfor jeg har ret og hvad der sker dig af slemme ting, hvis du ikke makker ret” synes at være skabelonen disse breve er skrevet udfra.
En advokat Gullach vil have gullach.dk til privat brug – dvs. jeg fik i dag et officielt krav på domænet. Jeg føler mig lidt forundret men samtidig også lidt stolt – tænk at ens domæne er så vigtigt, at man skriver 1½ side for at fortælle mig,at jeg ikke i virkeligheden hedder Gullach. Er der ikke et eller andet selskab jeg automatisk bliver medlem af når noget sådant sker – et stempel eller kudos der ruller ind? Forøvrigt nu jeg er igang – er der ikke en eller anden etisk regel om, at man ikke må bruge sin advokatsvirksomheds navn og brevpapir til at føre private sager med – også selvom man er ansat som advokat i firmaet?
Nu vil jeg sætte mig ned og i bedste girafsprog fortælle den vildfarne mand, at jeg skam hedder Gullach – at domænet skam rettidigt tilhører mig og nej han kan ikke få det, bare fordi han også hedder Gullach. Men jeg laver gerne et underdomæne til ham: jornkuhlen.gullach.dk med tilhørende email ganske gratis, for et eller andet sted langt ude er vi i familie 
SlemID – GrimID – NemID – endnu er forsøg fra det offentlige, der alene er med til at cementere myten om det offentliges notoriske elendig evne til at skabe brugervenlige logiske it-systemer.
Ikke nok med at svagtseende og blinde ikke kan bruge systemet, så er det javabaseret koblet op på noget så amatøristisk som et papirsnøglekort, hvor man skal overskue en lang række koder, der så skal tastes ind – for at opleve at ens login brugertid er ca. 5 minutter – så skal man gudhjælpemig logge ind igen. Det er så bare ærgeligt, hvis du har banktransaktioner, der tager længere tid eller ønsker at nå at læse hele brevet fra det offentlige.
En ting kommunikerer NemID dog ganske tydeligt – nemlig at Danmark sakker længere og længere bagud på IT-fronten og at alverdens halvsløje politiske udtalelser fra Videnskabsministeriet, om at man stoler på brugerens intelligens (hvilket systemets elendighed og den manglende lydhørhed overfor kritikken faktisk ikke tyder på) ikke kan skjule, at NemID helt basalt ikke er en god løsning.
Det eneste NemID har signaleret i det offentlige rum er fiasko og uigennemtænkt pengespild og ærlig talt, det kan ske, at en IT-løsning ikke lever op til ens forventning, men stædigt at insistere på løsningens succes er Kejserens nye klæder om igen. Og nu vi er ved nostalgien; NemID-løsningen får mig til at savne den digtale signatur – og det siger ikke så lidt.
Og så har jeg endda undladt at kommentere den deciderede pinlige navngivning og domænesag NemID startede ud med – for almen dårlig og pinagtig kommunikationshåndtering skal jo ikke komme selve systemet til belastning – det klarere det så glimrende selv.
Jeg har forsøgt nu forgæves i 3 mdr. at blive tilmeldt døgnposten – glimrende idé der desværre er beskæmmet ved at være eklatant dårligt udført.
Ikke nok med du skal have en fastlåst udgave af din digitale signatur, men du tvinges til at bruge microsoft mailprogrammer for at læse deres krypterede signatur. Så jeg skal som borger installere outlook eller windows mailprogram for at gennemgå godkendelsesprocessen for endeligt at konstatere, at de bruger det danske bogstav ø i deres adresse.
Herudover kunne jeg underholde med en hotline der bl.a. foreslog jeg brugte en vens mailprogram for at installere døgnposten, da jeg oplyste dem om jeg kørte linux ubuntu og ikke ønskede at installere et microsoftprodukt.
Kære Postdanmark, må jeg gøre jer opmærksom på at jeres døgnpostløsning signalerer, at I ikke aner hvad jeres kunders behov er. For dels antager I:
- at vi alle bruger microsoftprodukter
- at vi ikke får pakker sendt fra udlandet
- at IT sikkerhed ikke gælder at sende personfølsomme informationer til vores venners emailadresser
Summa sumarum; jeg regner med at stå i kø på posthuset i en rum tid endnu – faktisk indtil I får den geniale idé at tage penge for at udlevere mig mine pakker (og jeg tror desværre, den tid er lige om hjørnet).
Det er gået op for langt de fleste virksomheder at et dårligt it-system, en dårlig webinterface og en dårlig kundeservice ikke er godt for omsætningen i sidste ende, jeg vil tro at selv Dell sidder og regner på det regnestykke. Jeg kan også godt forstå at det offentlige, halvoffentlige og skjult-offentlige har særlige udfordringer mht. datasikkerhed, personoplysinger etc. men det er bare rigtig rigtig dårlig kommunikation at have en så amatøristisk løsning parret med ditto hotline.
Med fare for at miste de 1½ læser jeg møjsommeligt har opbygget mig gennem snart 7 år udmelder jeg at EMS ikke længere gider blogge om sit private underliv. EMS kan ikke og har ikke kunnet de sidste 3 år blogge om noget fornuftigt og længe har jeg overvejet at lukke bloggen. Men 7 år med en form for blogning må betyde at jeg holder af formatet og kanalen – så endeligt er jeg bleven voksen og moden nok til at forsøge at være seriøs. Gudbedredet.
Da jeg i sin tid startede med at blogge, bloggede jeg aldrig fagligt. Dels fordi jeg levede at at sælge mine mange tanker om kommunikation (læs konsulent) og senere fordi jeg havde en arbejdsplads der ikke var så glad for jeg bloggede om deres processer. Men sådan er det ikke længere og jeg vil gøre forsøget med at bruge EMS til at blogge om faglige emner. Derfor vil kategorier og tags begynde at opstå og langsomt men sikkert, vil der sikkert opstå flere spørgsmål end svar her.
Kort vil det omhandle ledelse og kommunikation – fordi jeg ved sidste netværksmøde fik den fantastiske aha-oplevelse at lange de fleste virksomheders kommunikationsafdelinger består af 1 til 2 personer og langt de fleste kommunikationschefer stadig er gammeldags PR personer. Ikke noget galt i det men tankevækkende. Et blogindlæg om dette vil følge senere.
Dette betyder også at design etc. vil blive ændret og at jeg derfor har arbejde den næste måned med at definere et ordentligt resultat. Stay tuned.