img_0079

Fyld mellemrummet

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om betydninger af mareridt, bageopskrifter og horoskoper uden at forvente andet end kærlighedserklæringer. Engang bestod kærlighed af fremadstræbende etableringer. Engang var der intet spejl mellem nu og nu.

img_2540

Stivnet

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.

img_5087

Sprækkerne i himlen

Jeg har stået under en blygrå himmel der hang så faretruende vandtung over mit bare hoved, at jeg synets at kunne røre den alene ved at række mine arme opad. Hvor beviset på mit liv skabte små rytmiske skyformationer ud af næsen ud af munden. Hvor mørkets tyngde var mærkbart manifesteret i en trykken på skuldre og nakke og kulden pressede sig gennem de umærkelige huller mellem tøjets fibre. Og her har jeg set hvordan en himmel gavmildt kan åbne sprækker mod en større eksistens – lade ane en nådig storslåethed, der i øjeblikket kan fortolkes som en religiøs gestus. Det er forekomsten af sådanne himler, der gør jeg stadig går ud med blikket hævet og troen på kræfter, der er stærkere end min egen hjernes neuronforbindelser. Det er sprækkerne i himlen, der skaber lysten til det storladne.

IMG_3144

Stemmer fra fortiden

Stemmer fra fortiden er en ren konstruktion af fragmenterede minder, der alene minder én om hvor forræderisk selvskrevet din livshistorie er. Løgnen er en glasur over alt det, du aldrig rigtigt havde, men som smuttede ud af sindet som en rund våd sæbeindsmurt metalkugle mellem to fingre.

Jeg husker dig kun som et øjeblik, bilder mig selv ind, det var et fragment af nuét. Men sandheden er snarere, det var en selviscenesættelse af det spetakulære livsfantasme. Din stemme i telefonen standsede min tankes labyrintspil. Min hjernes betonform støbte i et kort sekund ikke flere små skinnende metalminder. Din stemme trillede ud af øret og landede på asfalten med en næsten uantastelig lyd. Jeg flytter instinktivt min krop væk fra din lyd.

IMAG0144

Fortidens bieffekt

Af og til, når jeg besøger fortidens små stik, falder erkendelser som perleformede dryp. Vi løber som to åer med individuelle økosystemer, hvor de samme fluer danser på overfladen. Jeg er ikke sikker på, om jeg nærer en af dine fluer imorgen, om ægget der lægges i såret nu, blev befrugtet på din spejlblanke overflade. Jeg ved kun, vi stammer fra samme vand, der ikke har samme udløb.

Mine lunger er udhulede kalksten – de kan ikke længere bære livet ned i maven. Jeg kan ikke længere bære sorgen som en bylt på ryggen, den er mere et ekko af en snærende rem, der sikrede at bylten altid var en bylt.

20160110092413-d931fa00-la

Han

Mit hjertes karbaner er gravet af mennesker, der har berørt mit indre. De dikterer mine følelsers reaktioner og lader mig spejle mig i et oprørt hav. Han hviler i krogen af skyld og ømhed, hvor afbrydelsen er en konstant påmindelse om kærlighedens modernitet.

En dag tvætter han blodet af sig og vandrer ad aorta ud i pulsens rytme.

profileimg_YongSunGullach_ProjectLiminality_photographerKajsaGullberg

Distance

I distancen ligger evnen til at se den anden i fuld figur, at høre lyden gennem vinden og langsomt lade figuren fade ud i en sen sol. Jeg er sammenlignet med et minde – fastholdt i en fortidig infertilitet, der aldrig giver mig muligheden for at komme nær, fordi det ér sket og jeg ér udmålt. Du siger jeg er smuk – jeg tænker du aldrig har set ind helt tæt på, set ormene, der vrider sig for foden af mit tårn.

i

Neandertaler

Neandertalermanden flygter ved enhver uforudset bevægelse – det ligger dybt begravet i overlevelsesinstinktet. Løber med vinden, væk fra det, der er ude af kontrol. Jeg fryser ved enhver overraskende bevægelse. Står urørlig med fødderne frosset fast – bidt af vinden og ude af kontrol. Mit overlevelsesinstinkt beder mig vente – vente på at vinden blæser varmt tilbage, tøer mine sorte fødder op og fortæller mig hvilken vej, jeg skal vandre for at bære mit hjerte åbent uden kulde.

P1030734

For den der er bange…

På min spøjse vej gennem livet møder jeg mange smukke, succesrige, velhavende, lyttende, saftige mænd, der alle har det til fælles, de er bange for at miste deres hjerte – eller rettere, de har følt en sorg, de ikke kan tåle at føle igen og derfor holder de tilbage. De mister langsomt evnen til at turde elske og forelske sig igen.

Min sorg er tatoveret ind i mine rynker, men aldrig om jeg vil lade en person udenfor mig selv stjæle den eneste reelle kapacitet jeg har – at elske. Jeg vil elske og forelske mig til jeg dør – om jeg så skal gå gennem tusinde mænd, gennem tusinde øjeblikke. Hver gang vil jeg tillade mig at tro det er for evigt – og i det øjeblik er det. Mit hjerte kan briste tusinde gange – men de mænd, jeg inviterer ind har fortjent, at jeg tillader mit hjerte at briste for dem. Mit kærlighedsliv er et landskab af tusinde angste sjæle.