Det er så uendeligt stærkt og så uendeligt skrøbeligt for tiden og i den balance står jeg og er i live.
Jeg ser mennesker omkring mig krympe i sorg – mennesker jeg elsker og er nær og jeg ved at uanset hvor megen sorg jeg har gået igennem, er der andre der har lidt mere end jeg. Men det er ikke mit længere.
Mit liv er enkelt – det ér – intet mere og intet mindre og jeg er i live fuldt og helt. Jeg mærker det – er lige så usikker og vaklende som jeg var da jeg var 18 eneste forskel er jeg er i stand til at tage en dyb indånding og rumme alt det jeg også er. Det har taget mig 45 år at lære – men jeg tror den er der nu, sorgen, traumet, smerten usikkerheden, den skal gå ved min side resten af mit liv, mit job er blot at sørge for den skader mindst muligt. Den er en del af mig.
Mit liv er som en blomst – den har foldet sig ud i al sin skønhed uden at vide om den har valgt at vækste i en smuk skovbund eller på en motorvej. Men uanset levetid har den foldet sig ud i al sin strålende skønhed. Mit liv – som det ér.