Hvem gider være normal

Jeg sad den anden dag – en varm sommernat i den gamle del af indre København – til et arrangement, der var tilpas kunstnerisk og tilpas undergrund nok til, det kunne trække en pæn skare af de rigtige hipsterkøbenhavnere, der havde fået barberet skægget af. De sad i sommernatten og snakkede om den fede fødselsdagsfest de var til i går og den de skulle til i dag, mens navnene flød som honning og vin. Kvinderne omkring dem drak sig fulde for at håndtere al den cool-attitude og så faldt bemærkningen efter en kort snak: “hvem gider være normal” og det var tydeligt de med latter betragtede sig som værende skæve og unormale og at normalen aka “Hr. og fru Danmark” – det var noget, der kun var et kort hånligt fnys tilovers for.

Havde jeg nu været 10 år yngre – så havde jeg hoppet med på vognen – siddet blandt disse midttredvieårige cool cityslickers og bræget indirekte op om, hvor sub-kult-undergrund man i virkeligheden var, mens jeg inderst inde havde appelleret til alfahannen om at inddrage mig i sit åh, så hippe slæng af tilpas tilbagelænethed og attitude. For at sætte det på spidsen var jeg lige kommet direkte fra et højskoleophold, hvor Hr. og Fru Danmark opholdt sig sammen med mig i en lille uge, og jeg så mig heller ikke fri for at lade et par muntre bemærkninger falde om selvsamme ophold.

Men da jeg sad der i sommernatten og så på gruppen af 30’er unge, der kunne have være skåret ud af Euro(wo)man med en twist af subkultur (der er altid én i gruppen der har rastahår for at give gruppen den der tvist af “anderledeshed”) og hørte, hvordan de så de samme film, så at de var iklædt det samme tøj og mødtes hele tiden med de sammen mennesker – ja så kunne jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var da ved gud grød nok den mest NORMALE forsamling af mennesker der fandtes – at jeg intet unormalt eller skævt kunne finde i disse blankpolerede skæbner. Jeg er sikker på der gemmer sig et traume eller to – jeg er sikker på de kæmper og har sorger og glæder, jeg er sikker på et misbrug eller 5 også har banet sig vej, men overfladen – men de er så normale, at der ikke titter igennem en eneste sprække. Mens jeg på mit selvsamme højskoleophold, der var pakket ind i kogt kylling og panerede koteletter, så den ene skæve eksistens udfolde sig efter den anden.

For sandheden er – det er ikke ønskværdig at være skæv eller unormal – det er en byrde, der er marginaliserende og isolerende. Vi kan i virkeligheden ikke bære at være unormal, at være skæve særligt længe, og de som er det, har som oftest ikke valgt det frivilligt – de lider enten af et heftigt misbrug, en sindslidelse eller to, kommer fra samfundets absolut fattigste kår og har ikke formået at bryde kæden eller har fået så mange bank af livet, at de ikke kan se ud af deres to blå øjne. Sandheden er, vi skyr disse unormale og skæve eksistenser, de kommer aldrig ind i den hippe subkultur eller til de rette fødselsdagsfester – de sidder i parkerne eller går på landevejen. Sandheden er, at unormal eller skæv på ingen måde kom til udtryk denne varme nat i København andet end som et lille skvulp i den lunkne øl fra mikrobryggeriet og at denne aften var ligesom sidste aften. Hermed intet været sagt om kvaliteten af arrangementet eller at det ikke var virkeligt skønne mennesker – men unormale, det var de sgutte.


Alder

Interessant hvordan konceptet alder afspejles igennem andre. Jeg ser billeder af mine børn og indser min egen alder, jeg ser billeder af folk, hvor jeg kun har et indre billede af dem som unge og pludseligt har de gråt hår, rynker og bruger briller og herved indser jeg eller lærer jeg noget om min egen alders udtryk. Alder er fyldt med floskler – det handler om hvordan man selv føler, det er ingen hindring etc. alt sammen et forsøg på at flygte fra den. Men alder handler ikke om noget, det er en arbitrær talrække man hæfter på folk, for at  kunne sammenligne dem i en eller anden grad – alder er ikke et tal, den er en erfaring, der opfanges glimtvis gennem andres udtryk og den manifesteres af en langsom langsom indskrænkning af fysikken. Jeg har altid været gammel som en elefant i mit indre – men det har intet med alder at gøre – det har alt med erfaring og emotioner at gøre.

Jeg føler mig gammel og det har intet med min visuelle fremtræden eller mine handlinger at gøre – det handler om at alt hvad jeg laver ekkoer ind i mit indre i en hulning, der er skabt gennem årtusinder – som ekkoer i en uopdaget drypstenshule, der får lov til at opbygge og nedbryde i en lukket biotop og langsomt udvider sig. I ekkoet kan man høre rummet og fornemmel alderen – overvældende. Det er på den måde jeg føler mig gammel – det er ekkoerne i mig.

 

I den lange vandring

I den lange vandring i mit eget indre stopper jeg aldrig med at undres over, hvilke impulser mine emotioner vælger at forføre mig med.

Jeg bliver opslugt, overvældet og forandret men med tiden har jeg indset det ikke er langtidsholdbart og jeg bare må blive hjemme i mig selv og hele i det tempo jeg kan.

Mit liv byder mig gentagelser og jeg skal nok lære det i sidste ende. Mit liv byder mig også mødet med skønne mænd – fuck jeg har elsket dem alle og alle har de været så uendeligt sårbare, at jeg næsten ikke har kunnet holde mig væk fra det.

Vidunderlige lektioner der alle er givet til mig. Tak.

Gallery

Projekt skæg

Jeg har i den seneste tid kørt et lille socialt medieeksperiment. Jeg har 1 gang om dagen postet en billedreference til min kræftsyge ven – digteren og forfatteren Kenneth Søgaard Krabat.
Udover at projektet i bund og grund handlede om at se de glimtvis smukke og sjove sider i en situation, der ikke er voldsomt morsom, uden at der skulle gå selvbiografisk “kræft-projekt” i det, så bruger jeg dette til at se hvor meget jeg kan tåle at punktere myten om mit eget “me-brand”. Hvad sker der når den evige række af kattekillinger, “OMFG-u don’t believe this” – spam vidoer og “mit liv er fantastisk” statusser bliver brudt at glimt af det virkelige, det grimme, det syge, det svære?

In your face motherfucker – I got cancer….det støder nogen, det griber andre, men først og fremmest mødes det af en tavshed – manglende likes, få og ingen kommentarer (og her tæller jeg bevidst Kenneths egen store vennekreds fra der tilgengæld nok skal ytre sig). Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss? Der ligger inden anklager i dette – jeg jagter ikke likes og det er svært at drage konklusioner på en lille projekt, der nemt drukner i kattekillinger og talentkonkurrencer, men der var en markant ændring.

Projekt skæg har naturligvis en soleklar cancer reference – men det handler lige som meget om transformationen af en inkarnet skægmand – om nedbrydelsen, udhulningen men også kampen om at bevare den mand, det hele startede ud med.
Uanset, nyd min lille hyldest til en kommende overlever!

 

Adskillelse

Adskillelsen har været min fjende i mange år – den ligger dybt begravet i mig, foranket, fæstet og kampen for at lade den slippe sit tag er en hård kamp. Jeg føler angst, når livet byder mig adskillelsen og jeg falder ud af min egen krop. Det er svært, der er besværligt, jeg er besværet af det.

Jeg vil gerne kunne skille mig adskillelse – så den siver ud mellem mine tanker, ud af min krop, der mindes alt for stærkt. Jeg er min krop og alligevel ikke – den overtager, kører på autopilot og ud flyder sorgen, smerten og angsten – ud af øjnene ud af næsen, ud af munden.

Der er igen nemme genveje, det handler om genkendelse – om at modtage og acceptere at lige der – lige midt i det ømme punkt lever jeg også. Det er ikke de som ikke er der – det er mig, der er her. Jeg lever midt i mit eget inferno, midt i livet – og livet er godt.

Og størst af alt er kærligheden.

 

Forår

Det er forår – på alle mulige måder end vejret, men det er forår i min krop og hjerte. Angsten sidder der endnu – angsten for min egen blindhed og svagheder, men jeg forsøger at rumme mig selv så godt som muligt og tilgive små snublerier.

Jeg føler mig som et heldigt menneske, når jeg skriver og researcher på nye projekter – jeg føler mig ikke længere kontrolleret af udefrakommende ting, men forsøger at tage bevidste valg.

Det er forår – haven skal gødes og jorden gøres klar, men frugtbarheden er umiskendelig.

Træhestens år

Vi er gået ind i 2014 og endeligt kan jeg lægge et langt og hårdt år bag mig – dragens og slangens år er ikke kompatibelt med mig. I år starter mit egentlige arbejde – sidste år skete tingene af sig selv, fordi jeg ikke kunne andet. Jeg kunne ikke andet end passe på mig selv, jeg kunne ikke andet end se på hvad der blev skabt ud af mig, jeg havde ingen kontrol. Men langsomt har jeg fået kontrollen tilbage og her er det, jeg kan mærke jeg skal være særlig opmærksom på ikke at falde tilbage i nogle mønstre og grænseløsheder, jeg bærer med mig som et stigma.

Jeg har fået min krop tilbage – langsomt har jeg vundet den ind og vakt den til live. Jeg har tænkt, skrevet og tilgivet, og jeg har skabt mig selv – støbt mig igen i en form, jeg bedre kan leve med. Men jeg er skrøbelig og skal ikke glemme at hærde denne nye form.

2014 er de lange processers år – i 2013 skabte jeg en del mindre ting, men i år arbejder jeg med ret store projekter, der ikke vil emancipere lige med det samme – det er andre processer, det skaber andre frustrationer men det er godt.
2014 er forhåbetlig også det år hvor min første digtsamling vil udkomme, jeg arbejder på den, den vil ikke helt som jeg vil – men det skal nok komme.

Og endeligt er 2014 det år hvor jeg vil lade ting komme til mig – lade mig forkæle taknemmeligt af livet og se hvad der sker – jeg øver mig nemlig stadig i at give slip.

score, date, komme sammen – what ever

ARRRRRRGGGHHHHH jeg lærer det aldrig – alle disse skjulte regler for hvad man skal gøre og ikke gøre, hvordan man skal fremstå – somom man er en bil på display i et tidligt forårsudsalg. Jeg GIDER IKKE – jeg vil fandme ikke trænes til at skulle holde hånd-kysse-smile når det synes at være det rette tidspunkt – jeg vil ikke tænke over hvordan jeg opfører mig i forhold til hvem og hvad jeg siger og om det nu også sårer den andens følelser (ok så skidt da, lidt hensyn vil jeg godt tage – men der skal bare være balance).

Jeg ved godt, jeg er en vindbøjtel skæv person, men en eller anden dag er der vel en der også forstå dette uden at tillægge mig alverdens tilbøjeligheder. Jeg ser en karriere foran mig som den skøre kattekvinde, der tilsidst bliver ædt af sine katte.

Men én ting jeg stadig kan mærke uanset om det er katte eller andre det skal æde mig – jeg er stadig en håbløs romantiker, der tror på at man skal være i stand til at røre hinandens indre lidt først inden man rører fysisk. Jeg er så fucked….