Interessant hvordan konceptet alder afspejles igennem andre. Jeg ser billeder af mine børn og indser min egen alder, jeg ser billeder af folk, hvor jeg kun har et indre billede af dem som unge og pludseligt har de gråt hår, rynker og bruger briller og herved indser jeg eller lærer jeg noget om min egen alders udtryk. Alder er fyldt med floskler – det handler om hvordan man selv føler, det er ingen hindring etc. alt sammen et forsøg på at flygte fra den. Men alder handler ikke om noget, det er en arbitrær talrække man hæfter på folk, for at kunne sammenligne dem i en eller anden grad – alder er ikke et tal, den er en erfaring, der opfanges glimtvis gennem andres udtryk og den manifesteres af en langsom langsom indskrænkning af fysikken. Jeg har altid været gammel som en elefant i mit indre – men det har intet med alder at gøre – det har alt med erfaring og emotioner at gøre.
Jeg føler mig gammel og det har intet med min visuelle fremtræden eller mine handlinger at gøre – det handler om at alt hvad jeg laver ekkoer ind i mit indre i en hulning, der er skabt gennem årtusinder – som ekkoer i en uopdaget drypstenshule, der får lov til at opbygge og nedbryde i en lukket biotop og langsomt udvider sig. I ekkoet kan man høre rummet og fornemmel alderen – overvældende. Det er på den måde jeg føler mig gammel – det er ekkoerne i mig.