Adskillelsen har været min fjende i mange år – den ligger dybt begravet i mig, foranket, fæstet og kampen for at lade den slippe sit tag er en hård kamp. Jeg føler angst, når livet byder mig adskillelsen og jeg falder ud af min egen krop. Det er svært, der er besværligt, jeg er besværet af det.
Jeg vil gerne kunne skille mig adskillelse – så den siver ud mellem mine tanker, ud af min krop, der mindes alt for stærkt. Jeg er min krop og alligevel ikke – den overtager, kører på autopilot og ud flyder sorgen, smerten og angsten – ud af øjnene ud af næsen, ud af munden.
Der er igen nemme genveje, det handler om genkendelse – om at modtage og acceptere at lige der – lige midt i det ømme punkt lever jeg også. Det er ikke de som ikke er der – det er mig, der er her. Jeg lever midt i mit eget inferno, midt i livet – og livet er godt.
Og størst af alt er kærligheden.