Stivnet

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.

Sprækkerne i himlen

Jeg har stået under en blygrå himmel der hang så faretruende vandtung over mit bare hoved, at jeg syntes at kunne røre den alene ved at række mine arme opad. Hvor beviset på mit liv skabte små rytmiske skyformationer ud af næsen ud af munden. Hvor mørkets tyngde var mærkbart manifesteret i en trykken på skuldre og nakke og kulden pressede sig gennem de umærkelige huller mellem tøjets fibre. Og her har jeg set hvordan en himmel gavmildt kan åbne sprækker mod en større eksistens – lade ane en nådig storslåethed, der i øjeblikket kan fortolkes som en religiøs gestus. Det er forekomsten af sådanne himmler, der gør jeg stadig går ud med blikket hævet og troen på kræfter, der er stærkere end min egen hjernes neuronforbindelser. Det er sprækkerne i himlen, der skaber lysten til det storladne.

Stemmer fra fortiden

Stemmer fra fortiden er en ren konstruktion af fragmenterede minder, der alene minder én om hvor forræderisk selvskrevet din livshistorie er. Løgnen er en glasur over alt det, du aldrig rigtigt havde, men som smuttede ud af sindet som en rund våd sæbeindsmurt metalkugle mellem to fingre.

Jeg husker dig kun som et øjeblik, bilder mig selv ind, det var et fragment af nuét. Men sandheden er snarere, det var en selviscenesættelse af det spetakulære livsfantasme. Din stemme i telefonen standsede min tankes labyrintspil. Min hjernes betonform støbte i et kort sekund ikke flere små skinnende metalminder. Din stemme trillede ud af øret og landede på asfalten med en næsten uantastelig lyd. Jeg flytter instinktivt min krop væk fra din lyd.

Fortidens bieffekt

Af og til, når jeg besøger fortidens små stik, falder erkendelser som perleformede dryp. Vi løber som to åer med individuelle økosystemer, hvor de samme fluer danser på overfladen. Jeg er ikke sikker på, om jeg nærer en af dine fluer imorgen, om ægget der lægges i såret nu, blev befrugtet på din spejlblanke overflade. Jeg ved kun, vi stammer fra samme vand, der ikke har samme udløb.

Mine lunger er udhulede kalksten – de kan ikke længere bære livet ned i maven. Jeg kan ikke længere bære sorgen som en bylt på ryggen, den er mere et ekko af en snærende rem, der sikrede at bylten altid var en bylt.

Han

Mit hjertes karbaner er gravet af mennesker, der har berørt mit indre. De dikterer mine følelsers reaktioner og lader mig spejle mig i et oprørt hav. Han hviler i krogen af skyld og ømhed, hvor afbrydelsen er en konstant påmindelse om kærlighedens modernitet.

En dag tvætter han blodet af sig og vandrer ad aorta ud i pulsens rytme.

Distance

I distancen ligger evnen til at se den anden i fuld figur, at høre lyden gennem vinden og langsomt lade figuren fade ud i en sen sol. Jeg er sammenlignet med et minde – fastholdt i en fortidig infertilitet, der aldrig giver mig muligheden for at komme nær, fordi det ér sket og jeg ér udmålt. Du siger jeg er smuk – jeg tænker du aldrig har set ind helt tæt på, set ormene, der vrider sig for foden af mit tårn.

Nemesis

Kan jeg ikke snart lære det – jeg skal ALDRIG proklamere at det går godt så kommer den lede tæve til Nemesis og klasker mig i røven.

Well, 2 stks Raspberry Pis er brændt af – sendt til UK og kommer forhåbentligt tilbage inden udstillingen. Min kære programmør og jeg krydser fingre mens vi ser nervøst på hinanden.

3 film mangler redigering inden den 12. oktober – og en 4 skal jeg bruge en hel weekend på at skyde – også inden den 12 oktober.

1 installation står i smådele og mangler at blive færdiggjort og gennemtestet – og så har vi slet ikke talt om de problemer jeg kan forudse når den skal stilles op i et tussegammelt palæ.

1 virksomhed mangler at blive opstartet og kunder er begyndt at forlange timer – så nu afventer jeg godkendelser og forudser faldende frugter – som min erhvervscoach sagde jeg skulle tænke på 🙂

Sidst men ikke mindst  en udgivelse er på vej og en uropførelse – begge dele der burde tage min tid 100% – men så er det godt jeg ikke behøver at sove mere i dette liv.

Starfish

Jeg har lige genopdaget Antony & the Johnsons – jeg er rørt ind i min poetiske sjæl.

 

Mr. Muscle forcing bursting
Stingy thingy into little me, me, me
But just “ripple” said the cripple
As my jaw dropped to the ground
Smile smile

It’s true I always wanted love to be
Hurtful
And it’s true I always wanted love to be
Filled with pain
And bruises

Yes, so Cripple-Pig was happy
Screamed ” I just compeletely love you!
And there’s no rhyme or reason
I’m changing like the seasons
Watch! I’ll even cut off my finger
It will grow back like a Starfish!
It will grow back like a Starfish!
It will grow back like a Starfish!”

Mr. Muscle, gazing boredly
And he checking time did punch me
And I sighed and bleeded like a windfall
Happy bleedy, happy bruisy

I am very happy
So please hit me
I am very happy
So please hurt me

I am very happy
So please hit me
I am very very happy
So come on hurt me

I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish

I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
Like a Starfish…