Gefion

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.

Slægtstyngde

Jeg har født dig og båret dig, mens du stadig duftede af mit kropsfedts uskyldighed. Set dig vakle stædigt mod horisonter, der ikke var tilgængelige i voksenhøjde. Jeg har holdt om dig i sorg og i glæde, bøjet mig og hvisket ord ingen anden mand har hørt.

Alligevel ved jeg, når du står foran mig, jeg ikke kan røre dine livsnederlag, jeg ikke kan ændre den smerte, der gør du træder et skridt tilbage og lader tavsheden være dit aftryk.

Du bærer slægtens aftryk, det tynger dig ned.

Elastikker

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt.
Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret trækker for at bevise vores vilje, uden tanke på at ingen af os evner at reparere en elastik, der er sprunget?
Vidste du, at mine flossede følelser føles som elastikkens indvolde og at mit eneste forsvar er at udsende en særligt skarp protest overfor den udstrækning, de udsættes for i forsøget på at dulme nerver uden hjælpesubstanser?
Vidste du, at porten har stået pivåbent så længe, at når jeg nu endelig vil lukke den, binder den ikke og jeg har hentet min lilla beholder af køkkenelastikker for at surre håndtaget fast og håbe på, der er noget, der griber fat i dit indre?

Tilvænning

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.

Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.

Fyld mellemrummet

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om betydninger af mareridt, bageopskrifter og horoskoper uden at forvente andet end kærlighedserklæringer. Engang bestod kærlighed af fremadstræbende etableringer. Engang var der intet spejl mellem nu og nu.

Stivnet

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.

Sprækkerne i himlen

Jeg har stået under en blygrå himmel der hang så faretruende vandtung over mit bare hoved, at jeg synets at kunne røre den alene ved at række mine arme opad. Hvor beviset på mit liv skabte små rytmiske skyformationer ud af næsen ud af munden. Hvor mørkets tyngde var mærkbart manifesteret i en trykken på skuldre og nakke og kulden pressede sig gennem de umærkelige huller mellem tøjets fibre. Og her har jeg set hvordan en himmel gavmildt kan åbne sprækker mod en større eksistens – lade ane en nådig storslåethed, der i øjeblikket kan fortolkes som en religiøs gestus. Det er forekomsten af sådanne himler, der gør jeg stadig går ud med blikket hævet og troen på kræfter, der er stærkere end min egen hjernes neuronforbindelser. Det er sprækkerne i himlen, der skaber lysten til det storladne.

Stemmer fra fortiden

Stemmer fra fortiden er en ren konstruktion af fragmenterede minder, der alene minder én om hvor forræderisk selvskrevet din livshistorie er. Løgnen er en glasur over alt det, du aldrig rigtigt havde, men som smuttede ud af sindet som en rund våd sæbeindsmurt metalkugle mellem to fingre.

Jeg husker dig kun som et øjeblik, bilder mig selv ind, det var et fragment af nuét. Men sandheden er snarere, det var en selviscenesættelse af det spetakulære livsfantasme. Din stemme i telefonen standsede min tankes labyrintspil. Min hjernes betonform støbte i et kort sekund ikke flere små skinnende metalminder. Din stemme trillede ud af øret og landede på asfalten med en næsten uantastelig lyd. Jeg flytter instinktivt min krop væk fra din lyd.

Fortidens bieffekt

Af og til, når jeg besøger fortidens små stik, falder erkendelser som perleformede dryp. Vi løber som to åer med individuelle økosystemer, hvor de samme fluer danser på overfladen. Jeg er ikke sikker på, om jeg nærer en af dine fluer imorgen, om ægget der lægges i såret nu, blev befrugtet på din spejlblanke overflade. Jeg ved kun, vi stammer fra samme vand, der ikke har samme udløb.

Mine lunger er udhulede kalksten – de kan ikke længere bære livet ned i maven. Jeg kan ikke længere bære sorgen som en bylt på ryggen, den er mere et ekko af en snærende rem, der sikrede at bylten altid var en bylt.