by Yong Sun
Jeg har født dig og båret dig, mens du stadig duftede af mit kropsfedts uskyldighed. Set dig vakle stædigt mod horisonter, der ikke var tilgængelige i voksenhøjde. Jeg har holdt om dig i sorg og i glæde, bøjet mig og hvisket ord ingen anden mand har hørt.
Alligevel ved jeg, når du står foran mig, jeg ikke kan røre dine livsnederlag, jeg ikke kan ændre den smerte, der gør du træder et skridt tilbage og lader tavsheden være dit aftryk.
Du bærer slægtens aftryk, det tynger dig ned.