Jeg har stået under en blygrå himmel der hang så faretruende vandtung over mit bare hoved, at jeg syntes at kunne røre den alene ved at række mine arme opad. Hvor beviset på mit liv skabte små rytmiske skyformationer ud af næsen ud af munden. Hvor mørkets tyngde var mærkbart manifesteret i en trykken på skuldre og nakke og kulden pressede sig gennem de umærkelige huller mellem tøjets fibre. Og her har jeg set hvordan en himmel gavmildt kan åbne sprækker mod en større eksistens – lade ane en nådig storslåethed, der i øjeblikket kan fortolkes som en religiøs gestus. Det er forekomsten af sådanne himmler, der gør jeg stadig går ud med blikket hævet og troen på kræfter, der er stærkere end min egen hjernes neuronforbindelser. Det er sprækkerne i himlen, der skaber lysten til det storladne.