Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på at fremstå elsk-værdige og uendelige lige. Dine tentakler regenererer uendeligt langsomt og husker stadig smerten fra den sidste afkobling, mine sensorer opfanger enhver lille malfunktion og trækker sig indad en my ad gangen. I denne langsommelige dans kaster vi en skygge af fortidens ord, der tavst fortolkes.
Måske jeg bare savner det første møde, der ikke er foruret af al for megen selvindsigt, der blot presser en juice af bar begejstring og lyst – eller måske jeg savner dette blanke beundrende blik, der fik mig til at smide min hud og stå blødende blød overfor dig? Jeg er en dårlig voksen, jeg er et krævende barn, jeg er en nyfødt baby, jeg er et æg, der endnu ikke er befrugtet, jeg er min fraværende mor, jeg er en slægt, jeg ikke har, jeg er et sprog, jeg ikke taler, jeg er en kvinde, der ikke elskes endnu.