Nomade

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende.

Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har betrådt mit indre. Vi har klatret os. Dit indre var som en svamp – når jeg trådte ned efterlod jeg kortvarigt en hulning, der blev fyldt med væde  – men når jeg så tilbage var sporerne udvisket og du var uberørt igen.

Kunne vi have vundet fodfeste, hvis vi havde evnet at at sprede ord mellem os, der var givet oprigtigt?

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *