Hvem gider være normal

Jeg sad den anden dag – en varm sommernat i den gamle del af indre København – til et arrangement, der var tilpas kunstnerisk og tilpas undergrund nok til, det kunne trække en pæn skare af de rigtige hipsterkøbenhavnere, der havde fået barberet skægget af. De sad i sommernatten og snakkede om den fede fødselsdagsfest de var til i går og den de skulle til i dag, mens navnene flød som honning og vin. Kvinderne omkring dem drak sig fulde for at håndtere al den cool-attitude og så faldt bemærkningen efter en kort snak: “hvem gider være normal” og det var tydeligt de med latter betragtede sig som værende skæve og unormale og at normalen aka “Hr. og fru Danmark” – det var noget, der kun var et kort hånligt fnys tilovers for.

Havde jeg nu været 10 år yngre – så havde jeg hoppet med på vognen – siddet blandt disse midttredvieårige cool cityslickers og bræget indirekte op om, hvor sub-kult-undergrund man i virkeligheden var, mens jeg inderst inde havde appelleret til alfahannen om at inddrage mig i sit åh, så hippe slæng af tilpas tilbagelænethed og attitude. For at sætte det på spidsen var jeg lige kommet direkte fra et højskoleophold, hvor Hr. og Fru Danmark opholdt sig sammen med mig i en lille uge, og jeg så mig heller ikke fri for at lade et par muntre bemærkninger falde om selvsamme ophold.

Men da jeg sad der i sommernatten og så på gruppen af 30’er unge, der kunne have være skåret ud af Euro(wo)man med en twist af subkultur (der er altid én i gruppen der har rastahår for at give gruppen den der tvist af “anderledeshed”) og hørte, hvordan de så de samme film, så at de var iklædt det samme tøj og mødtes hele tiden med de sammen mennesker – ja så kunne jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var da ved gud grød nok den mest NORMALE forsamling af mennesker der fandtes – at jeg intet unormalt eller skævt kunne finde i disse blankpolerede skæbner. Jeg er sikker på der gemmer sig et traume eller to – jeg er sikker på de kæmper og har sorger og glæder, jeg er sikker på et misbrug eller 5 også har banet sig vej, men overfladen – men de er så normale, at der ikke titter igennem en eneste sprække. Mens jeg på mit selvsamme højskoleophold, der var pakket ind i kogt kylling og panerede koteletter, så den ene skæve eksistens udfolde sig efter den anden.

For sandheden er – det er ikke ønskværdig at være skæv eller unormal – det er en byrde, der er marginaliserende og isolerende. Vi kan i virkeligheden ikke bære at være unormal, at være skæve særligt længe, og de som er det, har som oftest ikke valgt det frivilligt – de lider enten af et heftigt misbrug, en sindslidelse eller to, kommer fra samfundets absolut fattigste kår og har ikke formået at bryde kæden eller har fået så mange bank af livet, at de ikke kan se ud af deres to blå øjne. Sandheden er, vi skyr disse unormale og skæve eksistenser, de kommer aldrig ind i den hippe subkultur eller til de rette fødselsdagsfester – de sidder i parkerne eller går på landevejen. Sandheden er, at unormal eller skæv på ingen måde kom til udtryk denne varme nat i København andet end som et lille skvulp i den lunkne øl fra mikrobryggeriet og at denne aften var ligesom sidste aften. Hermed intet været sagt om kvaliteten af arrangementet eller at det ikke var virkeligt skønne mennesker – men unormale, det var de sgutte.


Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *