At rejse….

Jeg har aldrig rigtig været hjemme nogen steder og derfor elsker jeg nomadeprocessen, der er i at rejse – konstant bevægelse – konstant ude.

Jeg er i den fantastiske situation at jeg pt. kan rejse rigtigt meget – det bliver sikkert ikke ved, men mens jeg kan udnytter jeg det til det maksimale. Faktisk rejser jeg så meget at jeg til tider glemmer at være hjemme, når jeg er hjemme – så det øver jeg mig på.
Mine ture de sidste par år har bragt mig vidunderlige steder hen og da det primært er mig der fører dagbog på denne blog – skal listen ikke betragtes som en fremvisning af herligheder, men mere læses som min egen huskeseddel – en skriftlig liste af velsignelser.

2013
November Kina: Shanghai
December Marokko: Agadir
2014
Februar Tyrkiet:
Marts/April Korea: Jeju, Seoul og Japan: Osaka, Kyoto og Tokyo
Juni Tyskland: Berlin
Oktober Sverige: Jönköping
November Spanien: Malaga
December/Januar Japan: Okinawa
2015
Januar Den Dominikanske Republik: Santo Domingo og Playa Moron
April Tyskland: Berlin
Maj Holland: Amsterdam og Italien: Rom
Juni USA: Miami
Juli Frankrig: Paris og Samur i Loire og Slovakiet: Sliac
Oktober USA: San Fransisco og Hawaii og Norge: Kongsberg
November Frankring: Saint Etienne

 

Frihed

Jeg er endeligt fri – emotionelt og psykisk er jeg helet op. Det er fantastisk – jeg har redskaber til at passe på mig selv, jeg kan genkende hvad der ikke er godt for mig og jeg har sluppet en del af min fortid, der var skadelig, destruktiv og mørk.

Dette er ikke ensbetydende med at livet er lallende let eller alt kommer som flyvende som stegte duer – jeg kæmper stadig for at få sat foden ned kunstnerisk og få mit arbejdsliv til udelukkende at omhandle min kunstneriske eksistens. Men jeg er fri – fri af hæmninger, fri af sygdom, fri af betændte relationer og det er superdejligt.

Brugt

Jeg er en af de kvinder, der bliver brugt. brugt af livet, brugt af mænd, brugt af venner. Jeg tillader det selv og nogle forbrug har ført fantastiske oplevelser med sig, nogle stor kærlighed – måske for stor og nogle bare udmattelse og tristesse. Jeg tror ikke på det er min skæbne eller mit lod at blive brugt – jeg tror det er sådan jeg lugter. De rette kan sniffe det på mig og tager imod de tentakler af odeour, jeg sender ud. Problemet er bare at vægtskålen som oftest ikke er i balance – at jeg ikke formår at stoppe festforbruget af mit arbejde, min energi eller mit humør i tide – at jeg føler mig som et omvandrende pindsvin med sugerør strittende ud af min krop, som alle andre så kan sutte fornøjet på. Tidligere troede jeg min energi var uendelig – men da jeg føst blev suget tør, læret jeg hvor langtsomt der fyldes op igen. En dag ønsker jeg mig bedre til at genkende en ligeværdig udveksling.

47 vintre

Jeg er 47 vintre, mens jeg gør mig klar til at fejre dette erkender jeg en sær tristesse har grebet mig. Måske det er mørket og kulden, måske det er det faktum at jeg altid er en vinter forud – jeg er født om vinteren og har oplevet 47 vintre men kun 46 somre.
Jeg er 47 vintre, måske det er livet der har givet mig for mange bank? Jeg ved intet andet end jeg sammenbidt og hårdfør arbejder mig gennem endnu et år og håber på det betaler sig i sidste ende.
Jeg er 47 vintre, mørkedeprimeret og ældet, grebet af alder og regler for hvad jeg må og kan gøre, grebet af livet og ført med en kastevind gennem skæbnen.
Jeg er 47 vintre, der danner en kreds om mig og lægger afstand til alt andet – jeg kan intet forstå uden disse vintre og alligevel forsøger jeg at bryde gennem diget af alder.
Jeg er 47 vintre, ser på bunken af erfaringer og ryster forvirret på hovedet. Det er ikke altzheimer, det er ikke senilitet – det er en uforståenhed over de vintre der er passeret og en desperation over de der er tilbage – den ene bunke bliver større end den anden og jeg kan ikke genkende bunkens indhold.
Jeg er 47 vintre, erkender kærligt at det liv der er givet mig denne gang ganske vist indeholder smerte og sorg men er dybt priviligeret og fundamentalt trygt.
Jeg er 47 vintre, jeg vil fejre det faktum at jeg nåede den 47. vinter.


Hvem gider være normal

Jeg sad den anden dag – en varm sommernat i den gamle del af indre København – til et arrangement, der var tilpas kunstnerisk og tilpas undergrund nok til, det kunne trække en pæn skare af de rigtige hipsterkøbenhavnere, der havde fået barberet skægget af. De sad i sommernatten og snakkede om den fede fødselsdagsfest de var til i går og den de skulle til i dag, mens navnene flød som honning og vin. Kvinderne omkring dem drak sig fulde for at håndtere al den cool-attitude og så faldt bemærkningen efter en kort snak: “hvem gider være normal” og det var tydeligt de med latter betragtede sig som værende skæve og unormale og at normalen aka “Hr. og fru Danmark” – det var noget, der kun var et kort hånligt fnys tilovers for.

Havde jeg nu været 10 år yngre – så havde jeg hoppet med på vognen – siddet blandt disse midttredvieårige cool cityslickers og bræget indirekte op om, hvor sub-kult-undergrund man i virkeligheden var, mens jeg inderst inde havde appelleret til alfahannen om at inddrage mig i sit åh, så hippe slæng af tilpas tilbagelænethed og attitude. For at sætte det på spidsen var jeg lige kommet direkte fra et højskoleophold, hvor Hr. og Fru Danmark opholdt sig sammen med mig i en lille uge, og jeg så mig heller ikke fri for at lade et par muntre bemærkninger falde om selvsamme ophold.

Men da jeg sad der i sommernatten og så på gruppen af 30’er unge, der kunne have være skåret ud af Euro(wo)man med en twist af subkultur (der er altid én i gruppen der har rastahår for at give gruppen den der tvist af “anderledeshed”) og hørte, hvordan de så de samme film, så at de var iklædt det samme tøj og mødtes hele tiden med de sammen mennesker – ja så kunne jeg ikke se mig fri for at tænke, at det var da ved gud grød nok den mest NORMALE forsamling af mennesker der fandtes – at jeg intet unormalt eller skævt kunne finde i disse blankpolerede skæbner. Jeg er sikker på der gemmer sig et traume eller to – jeg er sikker på de kæmper og har sorger og glæder, jeg er sikker på et misbrug eller 5 også har banet sig vej, men overfladen – men de er så normale, at der ikke titter igennem en eneste sprække. Mens jeg på mit selvsamme højskoleophold, der var pakket ind i kogt kylling og panerede koteletter, så den ene skæve eksistens udfolde sig efter den anden.

For sandheden er – det er ikke ønskværdig at være skæv eller unormal – det er en byrde, der er marginaliserende og isolerende. Vi kan i virkeligheden ikke bære at være unormal, at være skæve særligt længe, og de som er det, har som oftest ikke valgt det frivilligt – de lider enten af et heftigt misbrug, en sindslidelse eller to, kommer fra samfundets absolut fattigste kår og har ikke formået at bryde kæden eller har fået så mange bank af livet, at de ikke kan se ud af deres to blå øjne. Sandheden er, vi skyr disse unormale og skæve eksistenser, de kommer aldrig ind i den hippe subkultur eller til de rette fødselsdagsfester – de sidder i parkerne eller går på landevejen. Sandheden er, at unormal eller skæv på ingen måde kom til udtryk denne varme nat i København andet end som et lille skvulp i den lunkne øl fra mikrobryggeriet og at denne aften var ligesom sidste aften. Hermed intet været sagt om kvaliteten af arrangementet eller at det ikke var virkeligt skønne mennesker – men unormale, det var de sgutte.


Alder

Interessant hvordan konceptet alder afspejles igennem andre. Jeg ser billeder af mine børn og indser min egen alder, jeg ser billeder af folk, hvor jeg kun har et indre billede af dem som unge og pludseligt har de gråt hår, rynker og bruger briller og herved indser jeg eller lærer jeg noget om min egen alders udtryk. Alder er fyldt med floskler – det handler om hvordan man selv føler, det er ingen hindring etc. alt sammen et forsøg på at flygte fra den. Men alder handler ikke om noget, det er en arbitrær talrække man hæfter på folk, for at  kunne sammenligne dem i en eller anden grad – alder er ikke et tal, den er en erfaring, der opfanges glimtvis gennem andres udtryk og den manifesteres af en langsom langsom indskrænkning af fysikken. Jeg har altid været gammel som en elefant i mit indre – men det har intet med alder at gøre – det har alt med erfaring og emotioner at gøre.

Jeg føler mig gammel og det har intet med min visuelle fremtræden eller mine handlinger at gøre – det handler om at alt hvad jeg laver ekkoer ind i mit indre i en hulning, der er skabt gennem årtusinder – som ekkoer i en uopdaget drypstenshule, der får lov til at opbygge og nedbryde i en lukket biotop og langsomt udvider sig. I ekkoet kan man høre rummet og fornemmel alderen – overvældende. Det er på den måde jeg føler mig gammel – det er ekkoerne i mig.

 

I den lange vandring

I den lange vandring i mit eget indre stopper jeg aldrig med at undres over, hvilke impulser mine emotioner vælger at forføre mig med.

Jeg bliver opslugt, overvældet og forandret men med tiden har jeg indset det ikke er langtidsholdbart og jeg bare må blive hjemme i mig selv og hele i det tempo jeg kan.

Mit liv byder mig gentagelser og jeg skal nok lære det i sidste ende. Mit liv byder mig også mødet med skønne mænd – fuck jeg har elsket dem alle og alle har de været så uendeligt sårbare, at jeg næsten ikke har kunnet holde mig væk fra det.

Vidunderlige lektioner der alle er givet til mig. Tak.

Gallery

Projekt skæg

Jeg har i den seneste tid kørt et lille socialt medieeksperiment. Jeg har 1 gang om dagen postet en billedreference til min kræftsyge ven – digteren og forfatteren Kenneth Søgaard Krabat.
Udover at projektet i bund og grund handlede om at se de glimtvis smukke og sjove sider i en situation, der ikke er voldsomt morsom, uden at der skulle gå selvbiografisk “kræft-projekt” i det, så bruger jeg dette til at se hvor meget jeg kan tåle at punktere myten om mit eget “me-brand”. Hvad sker der når den evige række af kattekillinger, “OMFG-u don’t believe this” – spam vidoer og “mit liv er fantastisk” statusser bliver brudt at glimt af det virkelige, det grimme, det syge, det svære?

In your face motherfucker – I got cancer….det støder nogen, det griber andre, men først og fremmest mødes det af en tavshed – manglende likes, få og ingen kommentarer (og her tæller jeg bevidst Kenneths egen store vennekreds fra der tilgengæld nok skal ytre sig). Er der svært at like en fremmed, der står frem med sin sygdom uden patos eller episke narrationer? Er det nemmere at like kattekillinger og anden candy floss? Der ligger inden anklager i dette – jeg jagter ikke likes og det er svært at drage konklusioner på en lille projekt, der nemt drukner i kattekillinger og talentkonkurrencer, men der var en markant ændring.

Projekt skæg har naturligvis en soleklar cancer reference – men det handler lige som meget om transformationen af en inkarnet skægmand – om nedbrydelsen, udhulningen men også kampen om at bevare den mand, det hele startede ud med.
Uanset, nyd min lille hyldest til en kommende overlever!