Tilvænning

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.

Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.

Stemmer fra fortiden

Stemmer fra fortiden er en ren konstruktion af fragmenterede minder, der alene minder én om hvor forræderisk selvskrevet din livshistorie er. Løgnen er en glasur over alt det, du aldrig rigtigt havde, men som smuttede ud af sindet som en rund våd sæbeindsmurt metalkugle mellem to fingre.

Jeg husker dig kun som et øjeblik, bilder mig selv ind, det var et fragment af nuét. Men sandheden er snarere, det var en selviscenesættelse af det spetakulære livsfantasme. Din stemme i telefonen standsede min tankes labyrintspil. Min hjernes betonform støbte i et kort sekund ikke flere små skinnende metalminder. Din stemme trillede ud af øret og landede på asfalten med en næsten uantastelig lyd. Jeg flytter instinktivt min krop væk fra din lyd.

Han

Mit hjertes karbaner er gravet af mennesker, der har berørt mit indre. De dikterer mine følelsers reaktioner og lader mig spejle mig i et oprørt hav. Han hviler i krogen af skyld og ømhed, hvor afbrydelsen er en konstant påmindelse om kærlighedens modernitet.

En dag tvætter han blodet af sig og vandrer ad aorta ud i pulsens rytme.

Distance

I distancen ligger evnen til at se den anden i fuld figur, at høre lyden gennem vinden og langsomt lade figuren fade ud i en sen sol. Jeg er sammenlignet med et minde – fastholdt i en fortidig infertilitet, der aldrig giver mig muligheden for at komme nær, fordi det ér sket og jeg ér udmålt. Du siger jeg er smuk – jeg tænker du aldrig har set ind helt tæt på, set ormene, der vrider sig for foden af mit tårn.

Neandertaler

Neandertalermanden flygter ved enhver uforudset bevægelse – det ligger dybt begravet i overlevelsesinstinktet. Løber med vinden, væk fra det, der er ude af kontrol. Jeg fryser ved enhver overraskende bevægelse. Står urørlig med fødderne frosset fast – bidt af vinden og ude af kontrol. Mit overlevelsesinstinkt beder mig vente – vente på at vinden blæser varmt tilbage, tøer mine sorte fødder op og fortæller mig hvilken vej, jeg skal vandre for at bære mit hjerte åbent uden kulde.

For den der er bange…

På min spøjse vej gennem livet møder jeg mange smukke, succesrige, velhavende, lyttende, saftige mænd, der alle har det til fælles, de er bange for at miste deres hjerte – eller rettere, de har følt en sorg, de ikke kan tåle at føle igen og derfor holder de tilbage. De mister langsomt evnen til at turde elske og forelske sig igen.

Min sorg er tatoveret ind i mine rynker, men aldrig om jeg vil lade en person udenfor mig selv stjæle den eneste reelle kapacitet jeg har – at elske. Jeg vil elske og forelske mig til jeg dør – om jeg så skal gå gennem tusinde mænd, gennem tusinde øjeblikke. Hver gang vil jeg tillade mig at tro det er for evigt – og i det øjeblik er det. Mit hjerte kan briste tusinde gange – men de mænd, jeg inviterer ind har fortjent, at jeg tillader mit hjerte at briste for dem. Mit kærlighedsliv er et landskab af tusinde angste sjæle.

Livshavet

Livet bevæger sig som et hav – i skvulpende bølger, i hvæsende storm, blikstille tavst – der er derfor selvmord aldrig er en mulighed, fordi livet er i konstant bevægelse. Min krop har bevæget sig, mit liv har forandret sig og lige nu – i dette øjeblik er jeg lykkelig.

Jeg er ny

Jo ældre jeg bliver, jo yngre bliver mit indre – det er en tilstand af indsigt og udsyn, der konstant udvider sig. Indsigt i hvor snæver jeg er som menneske og krop og udsyn i hvor mange lange gange mine livsmønstre skaber. Der er gravet huller, jeg falder i, men faldet er ikke så farligt længere og for hvert nyt møde jeg falder i, mærker jeg bunden af hullet hurtigere og hurtigere.
Jeg ønsker mig et møde, hvor hullet bliver fyldt op, hvor kroppen udvides og udsynet bliver uendeligt.

Skrøbelig

Skrøbelighed er en tilstand, der er svær at håndtere – fordi grænserne er flydende og ændrer sig for hver dag. Det er som at være vant til at kunne alt og pludseligt blive frarøvet sine sanser – et ingenmandsland ingen kan lære dig hvordan fungerer. Hver dag opdager jeg nye sider at denne skrøbelighed, der pludselig ramte mig og det er som en verden der både åbner og lukker sig for mig.
Min krop er ny – den er lavet af glas.