Gefion

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.

Elastikker

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt.
Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret trækker for at bevise vores vilje, uden tanke på at ingen af os evner at reparere en elastik, der er sprunget?
Vidste du, at mine flossede følelser føles som elastikkens indvolde og at mit eneste forsvar er at udsende en særligt skarp protest overfor den udstrækning, de udsættes for i forsøget på at dulme nerver uden hjælpesubstanser?
Vidste du, at porten har stået pivåbent så længe, at når jeg nu endelig vil lukke den, binder den ikke og jeg har hentet min lilla beholder af køkkenelastikker for at surre håndtaget fast og håbe på, der er noget, der griber fat i dit indre?

Tilvænning

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.

Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.

Fyld mellemrummet

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om betydninger af mareridt, bageopskrifter og horoskoper uden at forvente andet end kærlighedserklæringer. Engang bestod kærlighed af fremadstræbende etableringer. Engang var der intet spejl mellem nu og nu.

Stivnet

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.

Starfish

Jeg har lige genopdaget Antony & the Johnsons – jeg er rørt ind i min poetiske sjæl.

 

Mr. Muscle forcing bursting
Stingy thingy into little me, me, me
But just “ripple” said the cripple
As my jaw dropped to the ground
Smile smile

It’s true I always wanted love to be
Hurtful
And it’s true I always wanted love to be
Filled with pain
And bruises

Yes, so Cripple-Pig was happy
Screamed ” I just compeletely love you!
And there’s no rhyme or reason
I’m changing like the seasons
Watch! I’ll even cut off my finger
It will grow back like a Starfish!
It will grow back like a Starfish!
It will grow back like a Starfish!”

Mr. Muscle, gazing boredly
And he checking time did punch me
And I sighed and bleeded like a windfall
Happy bleedy, happy bruisy

I am very happy
So please hit me
I am very happy
So please hurt me

I am very happy
So please hit me
I am very very happy
So come on hurt me

I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish

I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
I’ll grow back like a Starfish
Like a Starfish…

Hyldest til Inger Christensen

Når livet er angsfyldt og hæmmet
blir’ sindet så stille og grimt,
at alt der er smukt bliver fremmed
og mødet uendeligt slemt.

Så spærrer vi udsyn og hjerte
og kalder det dansk politik,
forfremmer den gnavende smerte
til sandhed og rigtig logik.

Et land, der er småt befolket
kan lukke for alt der er nyt,
det små bliver storladent tolket
mens vi reelt bliver snydt.

Forfattet af undertegnede til minde om Inger Christensen og hendes samfundsrevsende poesi.