Bitter hav

“Se vi flyder” siger du, mens jeg ligger og kæmper med et vandspejl. Jeg har altid hadet dette, eller retter det er flere elementer i det, jeg hader. Jeg hader letheden, hvormed du holder din krop oppe, letheden hvormed du siger, at vi flyder, som om det var det nemmeste i verden at gøre og letheden hvormed du udstiller, at der er endnu en ting, jeg ikke magter. Jeg forsøger at holde min krop oppe, at finde din lethed, at flyde helt roligt i vandspejlet, men jeg må konstatere at min krop vil gerne trække mig ned. “Alting er nemmere i vand” har alle altid messet for mig – også dig, når jeg stiller spørgsmålstegn ved letheden. “Det stammer fra vi i 9 måneder har flydt rundt i vand” siger du.

Jeg vil ønske vores kroppe præcist afslørede den samme masse i overfladen, men uanset hvad jeg gør, synes du at ligge lidt højere end jeg. Man kan se det meste af dit ansigt, overfladen af dine arme, bryster og knæ – selv dine lange fødder stikker op fra vandspejlet. Jeg tænker, det er min mors skyld; at hun producerede betydeligt større mængder bitterstof i fostervandet end din mor, forsøgte at drukne mig, før jeg blev født. At bitterstoffet pressede mere ilt ud af min krop – et usynligt mordforsøg, der ikke kan ses med det blotte øje, men kun konstateres, når vi ligger sammen i vandet – at det kun kan konstateres ved, at jeg ligger en smule tungere end dig. Det subtile i det uønskede.

“Du kan have mere luft i lungerne end jeg” siger jeg og forsøger ikke at drukne. Jeg har altid hadet vand.

Intentioner

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på at fremstå elsk-værdige og uendelige lige. Dine tentakler regenererer uendeligt langsomt og husker stadig smerten fra den sidste afkobling, mine sensorer opfanger enhver lille malfunktion og trækker sig indad en my ad gangen. I denne langsommelige dans kaster vi en skygge af fortidens ord, der tavst fortolkes.

Måske jeg bare savner det første møde, der ikke er foruret af al for megen selvindsigt, der blot presser en juice af bar begejstring og lyst – eller måske jeg savner dette blanke beundrende blik, der fik mig til at smide min hud og stå blødende blød overfor dig? Jeg er en dårlig voksen, jeg er et krævende barn, jeg er en nyfødt baby, jeg er et æg, der endnu ikke er befrugtet, jeg er min fraværende mor, jeg er en slægt, jeg ikke har, jeg er et sprog, jeg ikke taler, jeg er en kvinde, der ikke elskes endnu.

Nomade

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende.

Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har betrådt mit indre. Vi har klatret os. Dit indre var som en svamp – når jeg trådte ned efterlod jeg kortvarigt en hulning, der blev fyldt med væde  – men når jeg så tilbage var sporerne udvisket og du var uberørt igen.

Kunne vi have vundet fodfeste, hvis vi havde evnet at at sprede ord mellem os, der var givet oprigtigt?

Gefion

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.

Elastikker

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt.
Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret trækker for at bevise vores vilje, uden tanke på at ingen af os evner at reparere en elastik, der er sprunget?
Vidste du, at mine flossede følelser føles som elastikkens indvolde og at mit eneste forsvar er at udsende en særligt skarp protest overfor den udstrækning, de udsættes for i forsøget på at dulme nerver uden hjælpesubstanser?
Vidste du, at porten har stået pivåbent så længe, at når jeg nu endelig vil lukke den, binder den ikke og jeg har hentet min lilla beholder af køkkenelastikker for at surre håndtaget fast og håbe på, der er noget, der griber fat i dit indre?

Tilvænning

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.

Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.

Fyld mellemrummet

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om betydninger af mareridt, bageopskrifter og horoskoper uden at forvente andet end kærlighedserklæringer. Engang bestod kærlighed af fremadstræbende etableringer. Engang var der intet spejl mellem nu og nu.

Stivnet

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.