“Se vi flyder” siger du, mens jeg ligger og kæmper med et vandspejl. Jeg har altid hadet dette, eller retter det er flere elementer i det, jeg hader. Jeg hader letheden, hvormed du holder din krop oppe, letheden hvormed du siger, at vi flyder, som om det var det nemmeste i verden at gøre og letheden hvormed du udstiller, at der er endnu en ting, jeg ikke magter. Jeg forsøger at holde min krop oppe, at finde din lethed, at flyde helt roligt i vandspejlet, men jeg må konstatere at min krop vil gerne trække mig ned. “Alting er nemmere i vand” har alle altid messet for mig – også dig, når jeg stiller spørgsmålstegn ved letheden. “Det stammer fra vi i 9 måneder har flydt rundt i vand” siger du.
Jeg vil ønske vores kroppe præcist afslørede den samme masse i overfladen, men uanset hvad jeg gør, synes du at ligge lidt højere end jeg. Man kan se det meste af dit ansigt, overfladen af dine arme, bryster og knæ – selv dine lange fødder stikker op fra vandspejlet. Jeg tænker, det er min mors skyld; at hun producerede betydeligt større mængder bitterstof i fostervandet end din mor, forsøgte at drukne mig, før jeg blev født. At bitterstoffet pressede mere ilt ud af min krop – et usynligt mordforsøg, der ikke kan ses med det blotte øje, men kun konstateres, når vi ligger sammen i vandet – at det kun kan konstateres ved, at jeg ligger en smule tungere end dig. Det subtile i det uønskede.
“Du kan have mere luft i lungerne end jeg” siger jeg og forsøger ikke at drukne. Jeg har altid hadet vand.