Myten om lykkelige adoptioner

I debatten som blusser op omkring interantional adoption støder jeg ofte på antagelsen om, at vi, der er kritiske overfor denne konstruktion, ofte er ulykkelige individer, hvor adoptionen af en eller anden grund er fejlslået. Det er ganske enkelt noget forvrøvlet sludder og af samme grund vil jeg gerne være med til at punktere en række myter konstrueret om den lykkelige internationale adoption.

Rigtigt mange borger for, at hvis adoptanterne eller den adopterede selv føler en personlig lykke ved sin egen tilstand – så er det lige med en lykkelig adoption.
For de adopterede oplever jeg ofte at deres lykkegetaltning er konstrueret af rene myter og det er disse myter, jeg gerne vil adressere.

1) Myten om at mine biologiske forældre elskede mig så højt at de sendte mig til et andet land for at få en god opvækst.
– Dette er nok den mest sejlivede emotionelle konstruktion, som oftest går rent ind hos langt de fleste – opvokset med en idyllisering af kærlighedsbegrebet, sukres adoptionsfortællingen ind i en konstruktion om en ligeværdig udveksling mellem 2 forældrepar med rendyrket kærlighedsfokus på barnet. Der er bare det lille aberdabei , at dels så er der reel ingen evidens for disse imaginære biologiske forældres kærlighedsaccept af bortgivelsen og dels så er det ofte helt andre barske realiteter, der præger adoptionskonstruktionen. Den mest fundamentale forklaring er, at der ikke er nogen ligeværdig magtrelation mellem de to forældresæt – den ene kommer men både den financielle og den kulturelle overvægt, der som oftest trumfer det forældresæt, der står i en underskudssituation. Det er ganske enkelt en handelstransaktion med børn og penge som vare og valuta. Der er en mangel i vesten + der er en produktion i andre lande = en mulig udbytning opstår – der opstår ganske enkelt en industri omkring denne udveksling. Efterfølgende opstår idylliseringen – men grundlæggende ønsker ingen og slet ikke adoptanterne at se på det faktum, at de med ønsket om at skabe familie med børn er med til at holde gang i en menneskehandel. For var der en financiel og kulturel forstrækning i afgiverlandene, ville i langt de fleste tilfælde de “enlige mødre”, de “fattige forældre” eller “et ressourcesvagt samfund” tage sig af de “stakkes børn”. Vi kan jo se på vores eget samfund – hvis international adoption er en selvfølgelighed, hvorfor adopterer Danmark ikke de få reelt forældreløse børn vi producerer, ud af landet?

2) Myten om at det er bedre at børn kommer til en velfungerede land, til forældre der elsker dem end sulter på gaderne, hvor de er.
– dette er et argument tildels baseret på det faktum at det er lykkes modtagerlande at manifestere idéen om at de børn de adopterer er sultende stakler, der ville lide en kummerlig skæbne uden en indgriben i form af adoption krydret med det er et emotionel visuelt argement, de fleste kan forholde sig til. Men det er jo at sammenligne pærer med bananer. For hvis vi skal lave denne sammenligning, så er adoption at sidestille med enhver anden form for ulandsbistand – og så kan jeg være en smule kynisk og mene at det er nok den mest ineffektive form for bistand man kan give, fordi dels er omkostningerne tårnhøje og dels ville nok langt de fleste mene, at bistand skal gives med henblik på at afhjælpe problemet på stedet og ikke fastholde problemet og uddybe det. Så ved at poste store summer penge ind i en løsning, der splitter forældre og børn, så er der ikke noget reelt incitatment for at løse problemet. Så når børn i Calcutta sulter, så er den mest effektive løsningen ikke adoption af disse børn. Ovenikøbet så er ønsket om spædbørn blandt adoptanterne ofte så markant, at de er sjældent er sultne gadebørn, der adopteres – det er ofte rene, velafrettede børnehjemsbørn eller børn i reelle familier der bortadopteres, fordi adoptanter er krænse forbrugere – de vil have velfungerende, smukke børn, der kan fungere uproblematisk ind i en vestlig familie – for at sætte det på spidsen men ikke helt, for man kan blot gå tilbage til debatten om adoptionen af børn fra rumænske børnehjem, der ikke viste sig at være så rene og velafrettede og læse hvordan en række forbrugere ganske enkelt følte sig snydt.

3) Myten om at en upoblematisk barndom og et kærligt familieliv er lig med en lykkelig adoption
– Ofte lyder røsterne fra både adopterede og adoptanter at de har haft en lykkelig barndom og familieliv og derfor kan de slet ikke forstå de kristiske røster. Og det er dejligt at høre – det mener jeg uden skyggen af ironi – men det er bare ikke nogen valid argumentationen. dels kan man ikke lave en kortslutning om at en lykkelig barndom for den enkelte, er argument nok for en samfundskontruktion og del hører vi oftest ikke fra den biologiske side – har det været lykkeligt og urpoblematisk for dem? For en lykkelig adoption er vel kun lykkelig hvis alle partner er med på den lykke? Eller er det forsvarligt at sige at hvis blot 2 parter er lykkelige, så er adoption som model brugbar? Eller hvad nu hvis kun 1 part er lykkelig – er modellen så stadig i orden? Og denne lykkelige og uproblematiske barndom med forældre der elsker – kunne den have forekommet i en anden konstruktion end den adoptionsmodellen?

4) Myten om at barnets tarv altid varetages bedst i en vestlig kulturel forståelse af kernefamilie.
– Det sjove ved forståelsen af barnets tarv er dels at den altid i den enkelte adoption er varetaget – hvis man spørger de involverede og dels at tarvet ofte varetages bedst i en vestlig kernefamilie.
Alle taler meget højt om barnets tarv og tillad mig et lille tankeeksperiment her. Lad os antage at barnets tarv primært varetages bedst ved at vokse hos et biologisk sæt forældre. Hov hov, vil Adoptions nog Samfunds formand populistisk bryde ind – der er jo børn som er udsat for incest (det nemmeste og mest forståelige argument at trække) – og ja det er der, men da hovedparten af børn, der adopteres i Danmark er under 2 år vil jeg mene at raten af incentramte børn blandt den gruppe, er forsvindende lille – men det trækker jeg jo gerne i mig når jeg ser evidensbaseret forskning der peger på noget andet. Så tilbage til udgangspunktet – barnets tarv er at blive hos et sæt biologiske forældre antager vi. Hvorfor overvejer alle disse familier der så gerne vil barnets tarv ikke at understøtte barnet i at blive hos sine biologiske forældre? Hvorfor antages det automatisk at det barn man modtager har det allerbedst i en vestlig hvis familie med danske normer?
Vi måler barnets tarv og lykke i materilistisk velstand og negligerer at lykke og tarv kan eksistere i lige så høj grad i en velfærdstand der er lavere eller blot anderledes. Og der er rent faktisk evidensbaseret forsking, der viser at andre former for adoption fungere mindre problematisk end den internationale. At adoption i nærmiljø og i familien kan vise sig at være bedre for barnet end markante skift og ulige strukturer.

Jeg er fuldt ud klar over at jeg er inde og røre ved hjerteblod – at familer og kærlighed til sige børn uanset hvordan de er skabt ind i en familie er svære størrelser at debattere – men af selvsamme grund finder jeg det dybt problematisk, at vi i vesten har skabt en industri af kød og blod for at opfylde en fundamentalt behov hos en række voksne individer. Og med fare for at vække endnu et ramaskrig, så ville langt de fleste af disse adoptanter sagtens kunne forstå, at man ikke skal handle med mennesker når det gælder prostitution og alt for billig arbejdskraft – men når det kommer til børn vender man det blinde øje til.

What’s in a name

Jeg har ændret mit navn. Dels har jeg fjernet et navn, jeg ikke længere kan bære og dels har jeg i mange år følt mig hjemløs i mit navn.

Den primære og vigtigste ændring er, at jeg endeligt har fået modet til at tage mit koreanske navn Yong Sun [jung sun] – men ikke blot det, som lidt skødesløst blev givet mig i Korea, men et som jeg selv har besluttet, skal være mig – det eneste der kan ændre det, er hvis jeg finder biologiske forældre, der kan fortælle mig hvad jeg virkeligt hedder. Men indtil da er jeg en adoptionskonstruktion og nu har jeg taget magten ved selv at konstruere mit navn.

Yong Sun er både et maskulint og feminint navn – ligesom Yong San var, men har ikke den bydelskonnotation som Yong San og skaber derfor ikke de samme negative konnotationer. En koreansk veninde syntes Yong San var så unikt og det er det også – og i lang tid bar jeg det som en politisk manifestation af min livshistorie. Men som årerne er gået er det bare blevet mere vigtigt, at jeg personligt kan bruge mit navn i en positiv sammenhæng uden at stigmatisere mig til den ene eller den anden side.

Yong Sun har adskillige betydninger og det passer perfekt til mig.

Jeg hedder fremover Yong Sun Charlotte Gullach og vil forsøge udelukkende at bruge navnet Yong Sun. Charlotte blev givet til mig at mennesker, der elskede mig og ville mig det bedste så det kunne jeg aldrig finde på at fjerne, men det er bare ikke mig – det bliver mere og mere fjernt for mig.

En farvet kvinde

Over årene er jeg langsomt kommet overens med den jeg er – det sidste halve år har jeg taget livtag med de sidste rester af traumer og fortrængninger, der har skabt angst og uro i mit liv. Der er en grund til de er de sidste, for det er de som ligger dybest og er sværest at ændre. Men jeg har behandlet mig selv dårligt i alt for lang tid og det er på tide, jeg finder hjem i mig selv.

En af de områder jeg har arbejdet længst med, men alligevel ikke helt fundet fred med er min raceidentitet – der er der mange grunde til men primært hindrer en tillært hvid adfærd mig i at nå ind til mig selv, så når jeg har hørt begrebet “a woman of color” har jeg altid set stolte afroamerikanske kvinder for mig, men aldrig mig selv. Og det slog mig efter at have læst Mette Lee’s blogindlæg – for pokker da, jeg er jo også en farvet kvinde og hvorfor er jeg ikke stolt, hvorfor er jeg ikke kritisk og hvorfor bruger jeg ikke det begreb om mig selv?

Jeg er i en proces hvor jeg er ved at tage mit koreanske navn til mig igen – og det er kun et spørgsmål om papirarbejdet før jeg officielt vil kalde mig Yong Sun – ikke at det var mit oprindelige koreanske navn – men det oprindelige var givet en smule skødesløst, så jeg endte med at få et meget maskulint navn med en lidt uheldig konnotation. Da jeg alligevel igen er alene om at håndtere mine egne issues, så kunne jeg lige så godt tage sagen i egen hånd – så San blev til Sun – Yong Sun er stadig primært et maskulint navn, men kvinder kan tage det og det passer til mig.

Så næste proces er at finde hjem i begrebet “woman of color” – en farvet kvinde. Jeg tror, jeg vil prøve at arbejde kreativt med dette begreb.

 

Adoptionens pris

TV2 viste “Adoptionens pris” (fik du ikke set den, kan den ses hos YouSee for 39 kr)- og nej, det handler ikke om følelseskolde adoptivforældre eller at “stakkes Masho” bare skal have kærlighed nok…fejlen ligger ikke i det emotionelle område men i den politiske struktur, hvor man mener at international adoption er en “lykkelig holdbar” model til at opfylde voksnes behov for kernefamilie. Det er så nemt at blive grebet af en emotionel stemning og have en mening om hvordan hele denne sag brude gribes an – men sandheden er, at mange af os ville ikke gøre det meget bedre, mange af os ville ikke have en forståelse for de traumer, en adskillelse af denne kaliber påfører et barn, mange af os ville være så opslugt af forestillingen om at kærlighed løser alt, og at når Masho ikke tilpasse sig, så er det enten forældrene eller barnet, det er galt med. Men det er det ikke – der er ikke noget galt med nogen af partnerne, de er alle ofre for en vestlig løgn om, hvordan det gode liv skal leves, nemlig med opfyldelsen af en kernefamilie.

De som er med til at fastholde denne forestilling er hele adoptionsindustrien som Danadopt, Adoption og Samfund etc. Alle de, der har en interesse i at fortsætte en ikke-bæredygtig model – i bedste mening, bevares. Og problemet er også at det politiske liv vedbliver stædig med kun at høre de parter, der er med til at oppebære denne struktur. Og dette handler om 2 ting – økonomi og stemmer. Adoptivforældre, der har et politisk krav om at få opfyldt en så fundamentalt struktur som hele vores samfundsmodel er bygget op over, nemlig opfyldelsen af kernefamilien og adoptionsindustrien, der skaffer solide arbejdspladser og penge til selvsamme struktur.

Så når vigtige dokumentarfilm laves som “Adoptionens pris”, så bør debatten ikke trækkes ned på individniveau – men fastholdes på et politisk niveau, hvor den hører hjemme.

Jeg forudser, at om 100 år vil international adoption skrives ind i historiebøgerne som et skræmmeeksempel på social uvidenhed ligesom slaveri og genopdragelsesprogrammerne for Aboriginie- og Grønlandske børn i 60’erne bliver opfattet i dag. Og det er hårde ord en blygrå tirsdag morgen, fordi det i dag emotionelt sidder dybt i os at slaveri er forkert, men dengang – da man stod i det var det livet for mange mennesker, og rigtigt mange syntes de gjorde slaverne en tjeneste, at de passede på dem og gav dem et værdigt liv – de var bare ikke frie bevares. Og det er samme emotionelle fælde vi falder i med international adoption – for ville man barnets bedste, så støttede man de biologiske forældre til at beholde børnene, men i virkeligheden står en lang række kommende adoptanter med store følelser og en hjemløs kærlighed og dette retfærdiggører en menneskelig og social uretfærdighed.

Og for lige at foregribe kritikken af dette indlæg, nej, det er ikke en vred uovervejet blogpost, faktisk tager jeg afstand fra forklaringsmodellen om at man er vred bare fordi man er kritisk. Og der er hverken noget rabiat eller respektløstved at sammenligne international adoption med  genopdragelsesområdet og slaveri.

En del sociologisk adoptionsforsking der påviser en stor strukturel enshed mellem genopdragelsesprogrammerne og international adoption både politisk som kulturelt. Mange af genopdragelsesprogrammerne skete som adoption eller endte i adoption (hvilket også var tilfældet med det danske forsøg med grønlandske børn) og retorikken var og er meget ens. Genopdragelsesprogrammerne kom oftest i stand med samme påvisning til barnets tarv og at det var en bamhjertighedsgerning (ofte med et kristens islæt) og at de stakkels børn fik en ny og bedre chance ved at lære den vestlige moderne civilisationskultur at kende og at forældrene ikke var i stand til at tage vare på dem. De biologiske forældre fik often en anden forklaring, eller fik af vide de fik deres børn tilbage – hvis de blev spurgt. Modellen var den samme, man tog børn ud af deres naturlige kulturelle, sproglige og nationale miljø og placerede dem i en radikal anderledes kontekst, for at give dem en ny og bedre strat på livet. Tankegangen bag international adoption ligger ikke langt fra genopdragelsesprogrammernes – der er “stakkels” børn, der er forældre der ikke kan have dem, den vestlige kultur repræsenterer overskud og alt andet lige en “bedre” kultur, så ergo kan det kun være godt at hente børn hertil.

Slaverieksemplet er hevet ind, fordi det i nutidens kontekst er så åbentlyst forkert, men mens det stod på, var der mange diskussioner både på et politisk og etb personligt plan om for og imod og de som var for, havde ofte gode og tungtvejende argumenter på deres side, der i dag virker absurde taget uretfærdigheden i betragtning. Ligesom debatten omkring international adoption virker absurd, når argumenter som “det er bedre end de sulter på gaden” eller “deres forældre kan ikke tage sig af dem” hives ind, fordi det på ingen måde retfærdiggører noget som helst. Det er tomme udsagn støttet af en stereotypisk forestilling om afgiverlandenes kultur og børnenes tilstand ligesom argumenter for at bibeholde slaveri som “de stakkes negere ville jo ikke kunne klare sig selv” og “de er jo ikke rigtige mennesker” var en stereotypisk forstilling om en gruppe mennesker med særlige raciale træk.

Der er som minimum 3 bedre alternativ end international adoption: 1. at forældrene hjælpes til at kunne have deres egne børn, 2. hjemlandsadoptioner og 3. åbne adoptioner. Men det kræver rent faktisk at man ønsker at se på barnets tarv og ikke blot fokuserer på forældres ret til at få børn for enhver pris.

Så nej, jeg er hverken vred, rabiat eller respektløs – jeg er kritisk.