Adoptionens pris

TV2 viste “Adoptionens pris” (fik du ikke set den, kan den ses hos YouSee for 39 kr)- og nej, det handler ikke om følelseskolde adoptivforældre eller at “stakkes Masho” bare skal have kærlighed nok…fejlen ligger ikke i det emotionelle område men i den politiske struktur, hvor man mener at international adoption er en “lykkelig holdbar” model til at opfylde voksnes behov for kernefamilie. Det er så nemt at blive grebet af en emotionel stemning og have en mening om hvordan hele denne sag brude gribes an – men sandheden er, at mange af os ville ikke gøre det meget bedre, mange af os ville ikke have en forståelse for de traumer, en adskillelse af denne kaliber påfører et barn, mange af os ville være så opslugt af forestillingen om at kærlighed løser alt, og at når Masho ikke tilpasse sig, så er det enten forældrene eller barnet, det er galt med. Men det er det ikke – der er ikke noget galt med nogen af partnerne, de er alle ofre for en vestlig løgn om, hvordan det gode liv skal leves, nemlig med opfyldelsen af en kernefamilie.

De som er med til at fastholde denne forestilling er hele adoptionsindustrien som Danadopt, Adoption og Samfund etc. Alle de, der har en interesse i at fortsætte en ikke-bæredygtig model – i bedste mening, bevares. Og problemet er også at det politiske liv vedbliver stædig med kun at høre de parter, der er med til at oppebære denne struktur. Og dette handler om 2 ting – økonomi og stemmer. Adoptivforældre, der har et politisk krav om at få opfyldt en så fundamentalt struktur som hele vores samfundsmodel er bygget op over, nemlig opfyldelsen af kernefamilien og adoptionsindustrien, der skaffer solide arbejdspladser og penge til selvsamme struktur.

Så når vigtige dokumentarfilm laves som “Adoptionens pris”, så bør debatten ikke trækkes ned på individniveau – men fastholdes på et politisk niveau, hvor den hører hjemme.

Jeg forudser, at om 100 år vil international adoption skrives ind i historiebøgerne som et skræmmeeksempel på social uvidenhed ligesom slaveri og genopdragelsesprogrammerne for Aboriginie- og Grønlandske børn i 60’erne bliver opfattet i dag. Og det er hårde ord en blygrå tirsdag morgen, fordi det i dag emotionelt sidder dybt i os at slaveri er forkert, men dengang – da man stod i det var det livet for mange mennesker, og rigtigt mange syntes de gjorde slaverne en tjeneste, at de passede på dem og gav dem et værdigt liv – de var bare ikke frie bevares. Og det er samme emotionelle fælde vi falder i med international adoption – for ville man barnets bedste, så støttede man de biologiske forældre til at beholde børnene, men i virkeligheden står en lang række kommende adoptanter med store følelser og en hjemløs kærlighed og dette retfærdiggører en menneskelig og social uretfærdighed.

Og for lige at foregribe kritikken af dette indlæg, nej, det er ikke en vred uovervejet blogpost, faktisk tager jeg afstand fra forklaringsmodellen om at man er vred bare fordi man er kritisk. Og der er hverken noget rabiat eller respektløstved at sammenligne international adoption med  genopdragelsesområdet og slaveri.

En del sociologisk adoptionsforsking der påviser en stor strukturel enshed mellem genopdragelsesprogrammerne og international adoption både politisk som kulturelt. Mange af genopdragelsesprogrammerne skete som adoption eller endte i adoption (hvilket også var tilfældet med det danske forsøg med grønlandske børn) og retorikken var og er meget ens. Genopdragelsesprogrammerne kom oftest i stand med samme påvisning til barnets tarv og at det var en bamhjertighedsgerning (ofte med et kristens islæt) og at de stakkels børn fik en ny og bedre chance ved at lære den vestlige moderne civilisationskultur at kende og at forældrene ikke var i stand til at tage vare på dem. De biologiske forældre fik often en anden forklaring, eller fik af vide de fik deres børn tilbage – hvis de blev spurgt. Modellen var den samme, man tog børn ud af deres naturlige kulturelle, sproglige og nationale miljø og placerede dem i en radikal anderledes kontekst, for at give dem en ny og bedre strat på livet. Tankegangen bag international adoption ligger ikke langt fra genopdragelsesprogrammernes – der er “stakkels” børn, der er forældre der ikke kan have dem, den vestlige kultur repræsenterer overskud og alt andet lige en “bedre” kultur, så ergo kan det kun være godt at hente børn hertil.

Slaverieksemplet er hevet ind, fordi det i nutidens kontekst er så åbentlyst forkert, men mens det stod på, var der mange diskussioner både på et politisk og etb personligt plan om for og imod og de som var for, havde ofte gode og tungtvejende argumenter på deres side, der i dag virker absurde taget uretfærdigheden i betragtning. Ligesom debatten omkring international adoption virker absurd, når argumenter som “det er bedre end de sulter på gaden” eller “deres forældre kan ikke tage sig af dem” hives ind, fordi det på ingen måde retfærdiggører noget som helst. Det er tomme udsagn støttet af en stereotypisk forestilling om afgiverlandenes kultur og børnenes tilstand ligesom argumenter for at bibeholde slaveri som “de stakkes negere ville jo ikke kunne klare sig selv” og “de er jo ikke rigtige mennesker” var en stereotypisk forstilling om en gruppe mennesker med særlige raciale træk.

Der er som minimum 3 bedre alternativ end international adoption: 1. at forældrene hjælpes til at kunne have deres egne børn, 2. hjemlandsadoptioner og 3. åbne adoptioner. Men det kræver rent faktisk at man ønsker at se på barnets tarv og ikke blot fokuserer på forældres ret til at få børn for enhver pris.

Så nej, jeg er hverken vred, rabiat eller respektløs – jeg er kritisk.

2 thoughts on “Adoptionens pris

  1. Adoptionens Pris: (eller skulle det have heddet Adoptionens skamstøtte??!)

    Strukturel øget ulighed – … først kom kolonianismen – så kom imperialismen – kommunismen – … nu er det så strukturel øget ulighed i al dens gru, afmagt og hæslighed. HVOR er de såkaldte ansvarlige der går ind og tager deres ansvar for det her MESS??!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *