Over årene er jeg langsomt kommet overens med den jeg er – det sidste halve år har jeg taget livtag med de sidste rester af traumer og fortrængninger, der har skabt angst og uro i mit liv. Der er en grund til de er de sidste, for det er de som ligger dybest og er sværest at ændre. Men jeg har behandlet mig selv dårligt i alt for lang tid og det er på tide, jeg finder hjem i mig selv.
En af de områder jeg har arbejdet længst med, men alligevel ikke helt fundet fred med er min raceidentitet – der er der mange grunde til men primært hindrer en tillært hvid adfærd mig i at nå ind til mig selv, så når jeg har hørt begrebet “a woman of color” har jeg altid set stolte afroamerikanske kvinder for mig, men aldrig mig selv. Og det slog mig efter at have læst Mette Lee’s blogindlæg – for pokker da, jeg er jo også en farvet kvinde og hvorfor er jeg ikke stolt, hvorfor er jeg ikke kritisk og hvorfor bruger jeg ikke det begreb om mig selv?
Jeg er i en proces hvor jeg er ved at tage mit koreanske navn til mig igen – og det er kun et spørgsmål om papirarbejdet før jeg officielt vil kalde mig Yong Sun – ikke at det var mit oprindelige koreanske navn – men det oprindelige var givet en smule skødesløst, så jeg endte med at få et meget maskulint navn med en lidt uheldig konnotation. Da jeg alligevel igen er alene om at håndtere mine egne issues, så kunne jeg lige så godt tage sagen i egen hånd – så San blev til Sun – Yong Sun er stadig primært et maskulint navn, men kvinder kan tage det og det passer til mig.
Så næste proces er at finde hjem i begrebet “woman of color” – en farvet kvinde. Jeg tror, jeg vil prøve at arbejde kreativt med dette begreb.