Alle andre kan skrive så uendeligt smukt om savn og sorg og mor og alle de forsvundne ting. Jeg kan kun være vred. Jeg kan ikke skrive om alle de skjulte ting, jeg kan ikke møde forventningen om, at al den afmagt skal kunne omsættes til poetiske former, der beriger verdenen. Verdenen beriger ikke mig, verdenen dikterer en skønhed, en dejlighed, vidunderlige sprogbilleder der mildner snot og gråd og lysten til at seriemyrde de ansigter, jeg ikke genkender og alligevel genkender alt alt for meget. Jeg er et svævende ornament, en sødmefyldt fortælling i rækken af spændende smerter. Opkast og sygdom gør mig ikke sødmefyldt, piller gør mig ikke spændende – de slukker refleksionen i mine øjne, gør min hud grå og får mig til at savle ufrivilligt. Men de stopper gråden, sløver sorgen og får mig til at glemme mine spørgsmål. Jeg er et uskønt menneske, det er uskønt at være vred efter 55 år, det er uskønt at sige jeg hele tiden. Vi skal være et vi fortæller de mig. Vi er vrede, vi er fyldt op med fortællinger om vrede, vi er misbrugte, vi er fortiet ihjel, vi er institutionaliserede, vi er forfalskede, vi er solgte, vi er kidnappede, vi er adskilte, vi er fyldt med løgne vi genfortæller, vi er ikoner på falskhed, vi smager bittert, vi er grimme, vi er små, vi er ikke, hvor vi skal være i verdenen. Vi er flyttet for langt væk fra vores forfædre, vi er blevet vanvittige og sindssyge af sorgen og vreden, vi har ingen tyngde. Vi er ikke. Vi.