Eat my Shorts

Der er i alle brud en rest af dig, du mit første sammenbrudsbaneperson, du min første ptsd-katalysator, du mit første suttekludsmisbrug, du mit første nøgenhedsekspriment, du mit første afseksualiserede sadisteksperiment, du mit første sprogdøvhedspotentiale, du mit første forrykkelsesmanipulation, du mit første kærlighedsskrigseksperiment, du mit første glemsomhedspotentiale, du mit første navnefortræningsminde, du min første sorgmodellator ,…

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på…

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende. Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har…

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag.…

Jeg har født dig og båret dig, mens du stadig duftede af mit kropsfedts uskyldighed. Set dig vakle stædigt mod horisonter, der ikke var tilgængelige i voksenhøjde. Jeg har holdt om dig i sorg og i glæde, bøjet mig og hvisket ord ingen anden mand har hørt. Alligevel ved jeg, når du står foran mig,…

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt. Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret…

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine…

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om…

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på…

Jeg har stået under en blygrå himmel der hang så faretruende vandtung over mit bare hoved, at jeg syntes at kunne røre den alene ved at række mine arme opad. Hvor beviset på mit liv skabte små rytmiske skyformationer ud af næsen ud af munden. Hvor mørkets tyngde var mærkbart manifesteret i en trykken på skuldre…