Eat my Shorts

Tekstfragmenter til skrivebordsskuffen

“Se vi flyder” siger du, mens jeg ligger og kæmper med et vandspejl. Jeg har altid hadet dette, eller retter det er flere elementer i det, jeg hader. Jeg hader letheden, hvormed du holder din krop oppe, letheden hvormed du siger, at vi flyder, som om det var det nemmeste i verden at gøre og…

is there more to it?

I dag er sneen som en langsom regn, der sætter aftryk af de, der ikke er her mere.

is there more to it?

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på…

is there more to it?

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende. Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har…

is there more to it?

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag.…

is there more to it?

Vidste du, at elastikker der springer, dufter særligt skarpt, når man tvinger dens fibre fra hinanden? Som om man krænger elastikkens indvolde ud og dens eneste forsvar er udsendingen af en særlig skarp protesterende lugt. Vidste du, at vi har spændt vores kærlighed ud som en elastik, der langsomt flosser i kanten, men vi fascineret…

is there more to it?

Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags.  Mine…

is there more to it?

Lad mig kalfatre dine spørgsmål, så der aldrig slipper et ord mere ud som en støbt skulptur af svar. Så der ikke siver en eneste tekst ud mellem dine linier, der slipper vanviddets vilde hunde løs. Jeg kan ikke længere mætte det ulidelige mellemrum, der uhøjtideligt presser al fornuft til side. Vi spørger hinanden om…

is there more to it?

Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på…

is there more to it?

Det er i ventetiden, det reelle slagteri foregår. I kedsomhedens skygge vokser angsten og lader antagelserne antage sandhedsformer. Jeg besøgte barbarerne, de var som sædvanligt fraværende, men deres arv havde vokset sig ind i tavsheden som skygger.

is there more to it?