Erfaringer stivner håbets smidighed og sender rykvis advarsler om gentagelser af brudflader, hvor smerten vælter som lava ud gennem magmacenteret og størkner i sprækker og på flader. Vi stalker hinandens fortid i håbet om at blive klogere på egne mønstre velvidende gentagelsen er det størst sandsynlige udkom. Du leder i min krops afkroge, i troen på at netop du kan genfinde dele af dig selv, du havde glemt, mens jeg overgiver mig til de sekunders stilhed, hvor kroppen tillader sig at eje nuet. Mit pompejihjerte er let som sne – det flyder på en slange, der baner sig vej ned af bjerget for at drukne sig selv i en hede, der minder om alt det tabte.