Det siver ind i den foldede hjernebark, jeg kan observere hvordan følelserne ikke længere kan kapere strømmen af nedgørelser, antagelser og udsagn. Dehumaniseringens bane borer sig gennem kroppen indtil den emmer af dyr. Jeg er menneskedyret, der vandrer på to ben – for evigt oprejst i strømmen af udsagn om væsener af min slags. Mine klør hægter sig fast for at bevare en oprejst position, mens mit ludende hoved forsøger at åbne mine øjne mod diskursens ubamhjertighed. Det er ikke min modstand, der skræmmer mig, men den normaliseringstilstand, der konstant sømmer mine egne reaktioner til vægs.
Min krop kan ikke indpasses i den daglige rytme – mine følelser ligger udenfor det spekter, der opereres med, mine øjne ser et andet syn. Til sidst giver skelettet efter og i min dna splejses antagelserne fast. Jeg er ikke længere et menneske – jeg er ikke som dig.
mere!