Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag. Min udhulning vil fyldes med vand og danne dybe søer, hvor jeg ser dig gennem spejlbilleder af minder. Jeg er jord, der kan dyrkes.