2009 blev året hvor

EMS lavede:
1. et hjerteskift, der kunne have optrådt i Bridget Jones dagbog.
2. rejste til eksotiske steder, som kun Steve Irving kunne have gjort det
3. kokkererede som i Hells Kitchen
4. malende hus som i Extreme makeover
5. følte mig tilfreds på en måde som ingen tv-serie kan vise.

Sæbeoperaen EMS ønsker alle sine trofaste læsere en glædelig jul og et godt nytår med håb om fred og glæde i jeres liv.
Tak fordi I har fulgt med i alle afsnit i 2009, EMS håber at have bidraget med uforglemmelige øjeblikke og store moraler. En ting er sikkert – jeg kunne ikke have gjort det uden jer. Tak for latter, lektioner, kommentarer og tilstedeværelse. EMS har elsket hvert minut.

Handicappet vrede

Når man nu har mistet sin stemme, hvad gør man så når man nu har allermest lyst til at råbe en person ind i hovedet. Håndtegn er bare ikke det samme og vredesudbrud er heller ikke så overbevisende når stemmen knækker over.

Men vreden er skam ægte nok – dummkopf!

Tilfuckinglykke

I fødselsdagsgave fik jeg ny titel – jeg er nu enlig mor i ordets bogstaveligste forstand – nemlig forstået sådan at min ældste datter, min hjertes lotusblomst deklarerede, at hun flyttede over til sin far i en periode.

Dette er der som sådan ikke noget forfærdeligt i, men lur mig om det ikke blot er en kort mellemstation til den endelige udflytning. Faderens andelsforening har nemlig klubværelser til andelshavernes børn og pølsebarnet har set sig lun på den idé.

Men alt dette er jo fornuftig logisksnak – og for at leve op til mit sande morjeg, vrælede jeg som en skolepige, da det blev deklareret, for jeg er slet slet ikke klar til at miste mit første barn. Jeg mener, hun blev født igår – hvordan kan hun pludselig mene, at hun vil flytte? Det er hun slet slet ikke gammel nok til at mene…!

Findes der ikke en regel om at når man snart har fødselsdag – så kan man ønske sig ting? Så ville jeg ønske at pølsebarnet var 5 år igen og så på mig med sine smukke brune øjne, mens hun erklærede sin kærlighed til sin mor, at alt kunne gøres godt igen med en is og en godnathistorie og hun ikke var tungere, end jeg stadigt kunne bære hende.

Mit pølsebarn er 17½ og på vej ud i verden – jeg tror mit hjerte brister.

Fiji

Så sidder man på Fiji og høre om bits og switches mens man prøver at skrive opgave om management teori og stress – virkeligheden er surrealistisk abstrakt.
I virkeligheden burde man være ude i den svedige tørre Fijinatur og spise kokosnødder og ananas. det bliver først på fredag, og indtil da dypper jeg mig i poolen og sidder i kølige rum og forsøger at skrive.
Alt er godt.

Et rejseår

Om 6 dage rejser jeg til Fiji – nærmere Viti Levu. Jeg har rejst en del men aldrig så langt. Det tager afsindig lang tid at rejse over på den anden siden af jorden, men heldigvis skal vi på vejen hjem overnatte i Seoul. Uh, jeg kan allerede smage kimchi og kalbe. Heaven!!!

Egentlig burde jeg danse rundt og bare glæde mig helt vildt – men det er arrangeret med så kort varsel at lige nu forsøger jeg at få alle ender til at mødes. Heldigvis er alt ved at være linet op og vaskemaskinen snurrer for at få det sidste rent. Jeg er sikker på at på mandag begynder sommerfuglene i maven, mens jeg pakker min kuffert.

Dette år har været et fantastisk rejseår: New York, Berlin, Køln, Amsterdam, Fiji og jeg kan så se frem til at slutte året i Seoul, Korea. Næste år bliver sikkert ikke så rejseintenst, men man skal aldrig sige aldrig og livet har det med at overraske mig på den mest underlige måde.

Og så skal det da lige nævnes at rejsen foretages med min elskede mand, så jeg er spækket med lykke.

Nørrebro’s finest…

Jeg var til fest med de brune folk på Nørrebronx igår og det var da meget sjovt, og så står man der i al Bollywoodmusikken og tænker – hvorfor er det nu liige vi så gerne vil være danske?

Altså, integration, ligeværdighed og accept er skam plusord i min brune bog – men personligt føler jeg mig lidt ramt i sjælen hvergang det danske hyldes som værende attråværdigt, for jeg ville så gerne rejse langt væk, hvis jeg kunne.
Bevares det er en ganske forkælet holdning, men når man står i en sportshal på Nørrebro og hører de velmenende konferencier, så kan det næsten ikke blive mere dansk og det er lidt synd.

Så da jeg stod der tænkte jeg at Bevægelsen Brun allerede havde vundet – at de var blevet danske og velmenende, og det kun er et spørgsmål om tid før alle de hvide også kan se det.