I fødselsdagsgave fik jeg ny titel – jeg er nu enlig mor i ordets bogstaveligste forstand – nemlig forstået sådan at min ældste datter, min hjertes lotusblomst deklarerede, at hun flyttede over til sin far i en periode.
Dette er der som sådan ikke noget forfærdeligt i, men lur mig om det ikke blot er en kort mellemstation til den endelige udflytning. Faderens andelsforening har nemlig klubværelser til andelshavernes børn og pølsebarnet har set sig lun på den idé.
Men alt dette er jo fornuftig logisksnak – og for at leve op til mit sande morjeg, vrælede jeg som en skolepige, da det blev deklareret, for jeg er slet slet ikke klar til at miste mit første barn. Jeg mener, hun blev født igår – hvordan kan hun pludselig mene, at hun vil flytte? Det er hun slet slet ikke gammel nok til at mene…!
Findes der ikke en regel om at når man snart har fødselsdag – så kan man ønske sig ting? Så ville jeg ønske at pølsebarnet var 5 år igen og så på mig med sine smukke brune øjne, mens hun erklærede sin kærlighed til sin mor, at alt kunne gøres godt igen med en is og en godnathistorie og hun ikke var tungere, end jeg stadigt kunne bære hende.
Mit pølsebarn er 17½ og på vej ud i verden – jeg tror mit hjerte brister.