Eat my Shorts

Alle andre kan skrive så uendeligt smukt om savn og sorg og mor og alle de forsvundne ting. Jeg kan kun være vred. Jeg kan ikke skrive om alle de skjulte ting, jeg kan ikke møde forventningen om, at al den afmagt skal kunne omsættes til poetiske former, der beriger verdenen. Verdenen beriger ikke mig,…

Min ene side er skæv af vinden, der sliber og slider min form – et konstant pres på tung form.

Jeg er alt for meget i alt det, jeg ikke er, i min overfladiske akademiske alt for besværlige tilgang, i min insisteren på at være. Jeg er alt for vred i en alt for emotionel, neurotisk, hysterisk følelse, der aldrig kan være viden eller andet en dine synsninger. Men jeg er – uden for dit…

ikke et brugbart ord kommer ud af mine fingre.

når jeg engang knækker koden:1. At tilgive traumer, der spærrer – og stadig trække vejret2. At tilgive mig selv – og mene det3. At leve – uden skam

Lytter dybt ind til mit uregelmæssige hjerte og får en fortælling og et ønske om et liv, jeg ikke kan honorere. Sådan kan jeg i dyb hemmelighed føle mig fejlslagen overfor mig selv. At leve af mit hjerteblod kan jeg kun, indtil jeg har suget al næring ud af blodcellerne og mavens realitet banker på.…

Der er i alle brud en rest af dig, du mit første sammenbrudsbaneperson, du min første ptsd-katalysator, du mit første suttekludsmisbrug, du mit første nøgenhedsekspriment, du mit første afseksualiserede sadisteksperiment, du mit første sprogdøvhedspotentiale, du mit første forrykkelsesmanipulation, du mit første kærlighedsskrigseksperiment, du mit første glemsomhedspotentiale, du mit første navnefortræningsminde, du min første sorgmodellator ,…

Det er som et skilt, der har stået for længe og autoriteten udviskes i takt med antallet af ridser øges og malingen afskaller. Det er ikke fordi, vi ikke vil, eller der ikke er en følelse af bydende nødvendighed – men det er snarere høfligheden, vi indbygger som bro mellem angsten og alle forsøgene på…

Jeg vandrer gennem skel, gennem kroppe, gennem liv. Det er i bevægelsen, der ikke kan stoppes, at tiden som koncept får betydning; en cyklisk rytme, der bløder over, der bløder igennem, der bløder tårer. Du går rytmisk – altid væk, altid søgende. Jeg har gået ind i dig og ud af dig, ligesom andre har…

Din vrede emmer ud mellem tekstlinierne og binder mindet om kærligheden i en forvredet gestus. Den farer igennem samtalen som en ældet plov, der tvinges i jorden og okserne piskes til at pløje stykker af min krop ud. Du kan tage din luns og bygge nyt land – deklarere din sejr og plante et flag.…