Turen går til…det mørke

Man kalder det “Det mørke Jylland” med hentydning til indre mission og udørk. Jeg skal til Herning i dag og det bringer altid ambivalente følelser op i mig. Jeg er jyde, det fortæller min accent mig på trods af jeg flyttede fra Jylland, da jeg var 18 – men jeg trivedes aldrig i Jylland. Jeg husker ikke en lykkelig og lys barndom, jeg husker ikke med længsel smag og dufte fra dengang – jeg husker 16 år med mobning, dumme kommetarer, indskrænkethed og manglende udsyn. Og ja, jeg er farvet og ja, jyderne er sikkert i dag 1000 gange mere oplyste, venlige og åbne.

Men nu lufter jeg lige den rest af jyde jeg har i mig og kommer med mine indskrænkede, dumme mobbende kommentarer. Der er så f…… lavt til himlen i Jylland, der er så lang mellem de anderledes og så kort mellem de dumme kommentarer. Der er så lidt plads til åndelighed og så få spændende mennesker – der er så Sandemosk snævert og så Åkjæragtigt sygt og når så det er sagt så er der sikkert lige så mange tåbeligheder ved Fyn og Sjælland, nu voksede jeg bare op i Jylland – undskyld!

Alt i alt har jeg fået det meget bedre med Jylland – det er bare sjovere at skrive sort/hvidt af og til. Jeg skal til Herning og jeg glæder mig, men allermest glæder jeg mig når lånebilen vender snude hjem igen.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *