Min datter gør mig stolt! – en af hendes første blogindlæg. Hov, det kan ikke ses, så med tilladelse fra pølsen lægger jeg teksten her:
Sunday, August 05, 2007
Seoul og jeg
Current mood: everything you can feel, at the same time.
For nylig læste jeg en bog, en bog som har vendt op og ned på rigtig meget af mit indre sind. Den hedder “i didn’t know who i was” og er skrevet af forskellige adopterede fra korea, til rundt omkring i verden, deriblandt min mor <3.Jeg har aldrig rigtig tænkt over det, men min morfar of - afdøde- mormor, er jo ikke mine biologiske mormor og morfar. Fordi min mor er adopteret.da jeg læste den bog, vældte ukendte følelser op i mig, ikke ukendte, men af ukendte grunde, Sorg var nok den mest tydelige, men også forundring og forstålelse var stor. Jeg har aldrig tænkt over hvordan det måtte være at vågne op og vide at en stor del af en selv mangler, ens forældre. Fordi som vi alle ved, er forældre grundlaget for ens personlighed, men de gør også at man altid føler sig sikker, fordi man ved, at ligemeget hvad, så er der nogen derude der elsker en ubetingelses løst, ligemeget hvor åndsvagt man opfører sig.
Og da jeg tænkte over det, kom en hel ny tanke op i mig. “Seoul er også en del af mig. Korea er en stor del af mig, en del jeg ikke kender særlig meget til” Jeg ved godt hvem mine forældre er osv.. men når jeg kigger ud over Seoul, udover Korea, kan jeg ikke lade være med at tænke “Derude et sted, sidder – måske – min rigtige mormor og morfar og de har ingen tanke om at jeg eksisterer og måske tænker de aldrig over at jeg kunne eksistere – eller gør de? Jeg fældede en tåre, en tåre for den tabte familie som jeg ikke ved om jeg gerne vil kende, endnu. På en måde har jeg lyst til at skrige op “jeg er i Seoul, jeg er her. Kom og kend mig, kom og gerne vil kende mig, kom og bliv en del af mig liv” men jeg ved ikke om det sker, fordi engang for længe siden tog de – måske kun min mormor? – et valg, det valg at efterlade et uskyldigt barn, og sende hende ud i verden uden at hun selv kendte sine rødder. Det barn var min mor, en af de første koreanske adopterede i danmark. De gav afkald på alle rettigheder til hende, og på alt hvad der senere vil tilkomme hende. Deribland min lillebror og jeg. Jeg ved at denne rejse er sværest for min mor, da der ligger mange følelser gemt bag den ydre skal, jeg også kender som min ansvarlige og “nu skal du ikke bekymre dig” mor.
Min mor tror at jeg rigtig er på sightseeing, for det er hvad jeg viser. Men ved hver eneste lidt ældre person der går på gaden forbi mig, kajeg ikke lade være med at tænke, “det kunne være min morfar eller mormor” Det her er også en rejse hvor jeg må prøve at lære, at jeg nok altid vil mangle en del af mig selv. en del som nogen af mine venner dog småt opbygger. men de vil dog aldrig kunne fylde det ud.
Jeg har ikke brug for nogen “den følelse kender jeg godt” eller “hvor er det synd for mig” kommentarer. når jeg nu tænker på min mor, forundres jeg over, at under denne lillebitte person, gemmes en meget stærk person. En person der har formået af holde hovedet højt gennem nærmest alt. Også selvom hun aldrig har haft det sted, det sted hvor man føler sig tryg og kan være sig selv mest, og hun har selv opbygget det sted for andre. Derfor betyder det ekstra meget for mig, at hun hver dag står op, smiler til mig, bærer over med min morgensurhed, kysser og krammer mig, siger hun elsker mig højere end noget andet, og arbejder fra morgen til aften, så jeg ikke behøver at få den samme barndom som hende.
min mor er en person der fortæller mig tingene lige ud. ucensoreret. Det kan godt gøre mig sur og tilbageholdende osv.. men når jeg tænker på alle de ting, omkring hendes barndom, der er tågede og censurerede og ikke sagte, så gør det mig mere glad end jeg nogensinde vil kunne skrive eller sige med ord <3.
jeg elsker dig mor