Jeg tror, jeg har svaret på spørgsmålet om ærlighed på nettet.
Men jeg er facineret af Kimporators spørgsmål: “Kan skriftemål i eget navn og offentligt rum være ærligt og interessant uden at være pinligt?”
Samtidig synesFie, Anti-feministen, Johnulla (sæt selv det navn, der hærger din kommentarboks ind) ikke at være helt tilfreds med kærlighedsdefinitionen – jeg må atter engang gøre opmærksom på at den kan jeg ikke lave, jeg kan kun komme med delelementer til min kærlighedsopfattelse, sogå selvom det lokale pludseligt synes universelt – for Fiepigen. Så nej, at tilgive er ikke lig med kærlighed, det er en del af kærligheden.
Så her kommer mine kærlighedsskriftemål – og så må I læsere selv bedømme, om det er pinligt eller ej.
Kærlighed har for mig antaget mange former og udviklet sig med tiden – jo mere jeg har erfaret jo oftere har jeg genkendt den enten i små delelementer eller i alternative former, jeg aldrig tidligere havde troet, jeg ville finde den i. Jeg finder den ikke så anderledes fra andres oplevelse af kærlighed. Kærligheden har udviklet både en mere pragmatisk side men også en mere uforudsigelig side. Jo ældre jeg er blevet, jo mere ligeglad er jeg med omverdens bedømmelse af mine valg og dette har åbet op for kærlighedsoplevelser hos personer, jeg for blot 10 år siden ikke ville have set.
Nedfældet
Jeg havde skrevet en seddel med barnlig rund formskrift, hvor det stod “Jeg elsker jer mor og far, her er 10 øre som bevis. 5 øre til hver”. Så vidt jeg husker havde jeg også tegnet en tegning på papiret. Med let rystende hånd havde jeg lagt tegningen på den lave reol lige ved stuens indgang og jeg vidste, de ville finde den. Liggende i min seng høret jeg deres fælle “næææh” og skridtene ned af den lange gang, der altid gjorde mig mørkeræd. Min far kom med udbredte begejstrede arme, glade øjne og knus samt ordene “vi elsker også dig”, min mor fulgte mere tøvende med sit lette usikre favntag og jeg lagde mig tilfreds ned, mens far puttede mig ved at stoppe dynen godt ned om mig. Den aften følte jeg mig via min enorme viljestyrke elsket.
7. klasse
Jeg flakkede rundt ved cyklerne i skolegården mens jeg usikkert spejdede ud mod porten. Jeg havde endnu ikke set ham, så han måtte komme, for det var tirsdag og de dag mødte vores to klasser på samme tid. Han svingede ind af porten på sin metalblå cykel og jeg rodede febrilsk ved min cykel, mens jeg forvirret forsøgte ikke at stirre for meget. Han stemme var lys og drenget, da han sagde “hej” og jeg kvækkede et svar tibage mens jeg rødmede voldsomt. Det ringende ind og jeg løb hen mod døren, mens jeg så ham gå ind i den anden fløj – jeg var varm og svedig og maven dunkede voldsomt. På kladdehæftets forside tegnede jeg hans navn flere gange, mens timen løb henover hovedet på mig. 3 år senere kyssede vi i ½ år, så tog han til Ålborg.
Ræven
Vi sad i halvmørket på hans værelse og jeg kunne kun ane omridset af hans ansigt – hans lysende lysblonde hår og overskægget af samme hårfarve. Hans høje kindben fik mig altid til at tænke på en ræv og denne nat var han i mine øjne smukkere end nogensinde. Han sad på sengekanten og tøvede lidt inden han rakte ud efter mig og trak mig ned. Han så på mig med sine lysblå øjne og forklarede langsomt at han ikke gengældte mine følelser. Jeg fik sagt lidt for hurtigt at det ikke gjorde noget, gled ind i hans favn og hans kys, mens jeg vidste at det gjorde en endelig forskel – at dette ville være den sidste nat og at jeg aldrig ville sidde kl. 4 om natten igen i en villa udenfor Holstebro og se konturerne af hans krop. Da han sov, tog jeg mit tøj på – sendte ham et fingerkys og tænket at denne nat var min gave til ham. Han kontaktede mig 17 år senere og betroede mig, at han havde elsket mig og stadig gjorde det. Jeg stirrede på en fremmed mand, sendte ham hjem til konen og de to børn med en knust illusion.
WC i kælderen
Han var fandme smuk, nøgen og svedig med lange arme og muskuløs krop. Vi havde væltet os rundt på den spartanske madras på gulvet, flettet os ud og ind af hinanden næsten som en seksuel opførsel på vores parforholds forløb og det var derfor yderst signifikant, at han lå med hånden om pikken og ville afslutte det hele selv. Somom han følte sig skyldig over at komme op i mig, somom det betød at han fortsat var forbundet til mig. Jeg skulle tisse, men wc’et lå i kælderen og jeg ville ikke forlade ham. Jeg vidste, at fik jeg ham ikke lokket til at trænge op i mig, var det slut – og valget stod mellem at ignorere blæren eller tage chancen. Jeg tog chancen på trods af blæren ikke var kritisk fyldt, styrtede ned, pissede som en hest og styrtede op igen blot for at se ham komme med et smil ud over sin smukke mave. Det gav et jag i brystet, fordi jeg vidste at vores forhold derved var endt. Det var en underlig nem afslutning.
I bunden af en flaske vin
3 flasker vin sendte små bølger af kvalme ind over mig, mens jeg forsøgte at anstrenge mig for at følge med i talestrømmen overfor mig. Det var vigtigt, aldrig havde jeg følte det vigtigere og derfor virkede denne aften mere instens end noget jeg havde prøvet før. Manden overfor mig talte ufatteligt hurtigt, hans lyse urene hud glødede af den megen vin og han stirrede med påtaget fasthed på mig da han pludseligt sagde “du skal være mor til min børn for fanden” – jeg sagde ikke en lyd ” han lød pludselig en anelse usikker da han fortsatte “hørte du hvad jeg sagde, du skal være mor til mine børn”. Hvad jeg fik sagt efterfølgende, ved jeg ikke, jeg vidste kun at ventetiden var ovre, at manden, som jeg inderst inde vidste, var manden i mit liv, havde sagt ja og mit liv ville i fremtiden forme sig sammen med en københavner, der speedsnakkede, tænkte store tanker og nu sad i sin brandert og kneb en tåre over situationens skønhed. Den nat sov vi ikke og jeg vaklende lykkeligt hjem tidligt om morgene gennem Århus gader. Vi sov efterfølgende sammen i næsten 11 år.
Riget
Jeg var ved at sparke en jordmor i hovedet, da hun sagde at jeg skulle kontrollere smerterne og ikke omvendt – alle tankerne om en siddende fødsel var gået op i hat og briller og nu lå jeg på ryggen på 24. time og pressede et eller andet ud. Bevidstheden var røget sig en tur gennem lattergasmasken og kroppen var en maskine, der var sat på autopilot. Jeg styrede ikke en skid. Men da kroppen var gledet ud med et svup og en svien – bankede kemien bevidstheden tilbage på plads og jeg rejste hovedet og råbte “er hun fin, er hun fin?” Hun lå på min mave med det ene øje lukket, smurt ind i mig, rynket som en rosin og blårød i huden. Jeg var 24 år og vidste ikke en skid, andet end at jeg aldrig havde følt noget lignende før. 2. gang var mere genkendelig, men også mere tryg og ublandet i følelserne.
Byen
Heden slog igennem allerede kl. 8 om morgenen. Jeg havde en rute, hvor jeg kunne gå fra 32. gade til Washington Square Park i et stræk uden at få hedeslag. Der gik jeg direkte ind i Barnes&Nobles og holdt en 10 min. pause, mens deres air condition kølede mig ned til normal kropstemperatur. Derefter gik jeg lige over pladsen, ned forbi Wendys. hvis mad jeg ikke kunne fordrage, og videre over til universitet på 11. gade. Her viste jeg mit student-id til dørmanden og tog elevatoren helt op til toppen, hvor Medialab lå. Jeg var ved at forberede mine sidste eksaminer, mens jeg forsøgte at suge alt til mig – lydene, lugtene, det disede udsyn og den karakteristiske snavs – så byen kunne ånde ud og ind gennem mine porer i kroppen. I korte øjeblikke overvejde jeg at desertere familie og fødreland for at blive i æblets kernehus, men rejen i maven voksede og krævede en familie. Jeg græd den dag, jeg fløj fra byen.
Bid
Havde jeg vidst, han havde drukket 1 liter spiritus, havde jeg nok ikke valgt at gå i byen med ham den aften. Men jeg mener nu bestemt, han havde ringet til mig og sagt, han kedede sig, hvorefter vi endte i byen. Han mener noget andet. Det var et skummelt værtshus på anden sal i Gothergade og jeg havde aldrig været der før. Da han gik op for at bestille i baren sneg en midaldrende fedtet gut sig ned på bænken ved siden af mig, uden et ord. Han sad bare indtil min ledsager kom tilbage med en cola i den ene hånd og en gin/tonic i den anden. “Så kan du vist godt smutte” sagde han og skyggen gled væk igen. Vi talte, som det forventes og pludselig tog ham min hånd op, somom han ville kysse den. Istedet bed han forsigtigt lige ved håndroden. “Så bid dog til” sagde jeg flirtende, og det gjorde han – faktisk bed han så underligt, at der kom et bidesår under huden, der efterlod et ar som den dag i dag kan anes. “Du må lave symmetri” sagde jeg og pegede længere oppe ad armen. Så bed han igen med samme resultat som det forrige. Da vidste jeg, at jeg måtte lære ham nærmere at kende.