Så må prinsen på den hvide hest…

i form af en transformeret kæreste godt arrivere. Scenen er tom og lyset slukket og jeg savner én, der løfter mig op i sine arme og får mig til at glemme verdens trængsler i et lillebitte nu. Èn der godt gider drømme med i bare to sekunder og som for et kort øjelbik sætter mig op på en piedestal og griber mig igen, når jeg uværligt falder ned af den.

Jeg savner ét af de øjeblikke, I ved – glimtet af kærlighed og lykke. Goddam hvor jeg hader mørke, regn og skænderier der opstår, fordi man savner et kram.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *