Til tider bliver jeg så ganske træt af andedammen og den danske blogsfære. Hvorfor har vi den ulyksagelige trang til at banke hinanden på plads, med hvad der er rigtigt og forkert?
Livets realitet har ramt os i sidebenene med en nyhed af de værre. Det honereres med adskillige indlæg og også et, der ikke bryder sig om den offentlige føleri men mener sorg og empati er en privatsag.
Så langt så godt – men så er det at helvede bryder løs i andedammen, fordi der gives udtryk for en anden holdning og straks skal det udvikle sig til en debat på laveste fællesnævner.
For de som mener Ole er en spade og bør holde kæft – kan I ikke foregå med et godt eksempel og starte med at holde kæft. For de som mener, at man gerne må lufte sin empati og sorg (mig selv inklusiv) – så gør det dog med alle de tårer og ord der skal til på jeres egne blog og gør som Mona og bed om at ingen kommenterer det.
Jeg mener, at uanset om man er enig eller ej, så skal der være højt nok til loftet til at meninger kan få lov til at komme til udtryk. Af og til føler man sig ramt, men det gavner hverken sorgen, døden eller blogsfæren at vi sidder og bitcher i hver sin kommentarboks over, at nogle tillader sig at have en anden mening om, hvornår noget er privat eller ej.
Og så er der åbent for spank i kommentarboksen!