Roskilde 2013

Det skal ærligt siges at jeg oprindeligt havde fravalgt Roskilde i år grundet et tyndt musikprogram – jeg er ikke til pop og mainstreammusik, man da jeg lidt i tolv fik mulighed for at få et armbånd, slog jeg til velvidende det betød en halv festival og ikke de store oplevelser. Og måske fordi jeg var lidt negativt prædisponeret – så kom der heller ikke de helt voldsomme ekstaser, men her er lidt indtryk.

“She’s a show” – Mette Moestrup og Miriam Karpantschof kæmpede en kamp for at sætte klitten på kortet mens Lasse dansede i en kort kittel. Der var både vindharper og gratis kussekopier. Det var gode gengangere og sjov feminisme på lyrikscenen.

Suicidal Tendencies havde en meget snakkende forsanger og det dræbte festen – de fik varmet flokken op med god klassisk metallyd, men så skulle der lige komme en epilog om frihed og andet gøgl ind og så døde pitten. Skru ned for snakken og smid et ekstra nummer ind næste gang, så I holder gang i pitten og de tunge sorte t-shirt drenge. Men ellers en solid lyd – måtte gerne skrue op for tyngden efter min smag.

Disclosure på Apollo – jeg var sat helt af og måtte konstatere at enten skulle jeg sniffe en del mere lattergas eller poppe et par piller, før jeg kunne blive ophidset – techno/dub/house/dj scenen er jeg desværre pænt musikblind overfor.

Geomungo Factory fredag morgen blev dette års orverraskelse – koreanske haeggumspillere og så tænker man straks folklore og asiatiske steorotyper, men de formåede at blande moderne eksperimenterende lyde ind i den specielle strengelyd en haeggum skaber. Placeringen kl. 12 på Gloria var perfekt – folk var mellow og i det positive hjørne og Geomungo Factory fik en fin modtagelse denne støvede torsdag morgen.

Andy Stott snuppede jeg med forventning om lydeksperimental dub/techno. Der var gode anslag – men det er bare ikke min scene og jeg blev træt af lidt for mange gentagelser og lidt for lidt eksperimental musik.

Rhianna din skæve kvinde – et er du skal lipsynce, men prøv at ryg lidt færre fede, så du rent faktisk kan gennemføre det. Jeg hørte kun de sidste 5 numre og stod allerbagerst, men selv der stod det lysende klart, at den designede overflade var skabt til at sikre, at hun ikke faldt igennem. Damn, for jeg er sikker på hun rent faktisk har en fed stemme.

Crystal Castles har jeg altid haft det lidt anstrengt med – de svinger mellem at være lidt for teenage-emo og lidt for anstrengt lydmæssige, men jeg snuppede dem, da jeg fik af vide de var fantastiske live. Så vidt jeg kunne høre på de fremmødte fans, mente de det samme, men for mig forblev de anstrengte. Skinger techno og en forsangerinde i konstant knæ gjorde, at jeg måtte udvandre før tid.

Vollbeat – happy go lucky røvballerock lukkede orange scene fredag aften og den aften krummede jeg tæer. Normalt foretrækker jeg bands live, fordi det giver dem mulighed for at folde sider af sig selv ud, der sprænger studierammerne. Men med Vollbeat var det omvendt. Provinsielt med dårlig lyd og en forsanger, der greb til så bonderøvsagtige kneb som at synge “we will rock you” for at få gang i publikum. Pinligt pinligt.

Hatebreed – så rykkede det lidt på Arena igen. Solid tung metal uden de store armbevægelser “get the horns in the fucking sky” og et responsvenligt publikum – så var lørdag skudt igang med mig siddende i græsset med et lille smil og rytmiske nik med hovedet.

Efterklang burde appellere til mit aldersegment og min uddannelse og det trækker en solid skare der med eftertænksom mine lytter andægtigt. Måske det er mig, for musikkens kvalitet er indiskutabelt, men jeg finder dem umanerlige kedelige og tandløse – jeg gik før lukketid.

Kris Kristoffersen er en legende og måske man ikke altid skal hive legender op på Orange. Hans fraværende stemme blev tydeliggjort ved at selv Orion og Cosmopol kunne gå igennem i baggrunden og at det eneste der tydeligt kunne høres, var hans mundharmonika. Det var malplaceret og synd for både Kris og Orange scene. Han nåede næsten igennem sin legendariske San Quintin før det gik op for mig, at det var det nummer han spillede – og så står det skidt til. Orkede ikke at blive siddende til en lydløs Bobby McGee og halsede videre.

Iceage – et ungt dansk punkband der gidhjælpe mig består at medlemmer på min datters alder – det kan kun gå galt. Og det gjorde det delvist. Iceage er blevet hypet i de danske medier og jeg kan ikke lade være med at spekulere på omd et skyldes vi forstrer for få danske punkbands i dag. For der var dømt alt for ujævt trav og en tekst som Jackie O rykker ikke i mine gamle anarkistiske gener. Måske jeg er blevet for gammel, men jeg savner de sætter sig ned og undersøger, hvornår deres musik rent faktisk rammer en musisk åre og så arbejder videre på dette istedet for at gøre sig så umagen for at være skæve. De minder mig om en flok hipsters på coke – sørgeligt selvbevidste om deres egen skævert. Men de er unge og jeg er gammel – så det bliver forhåbentlig dem der flytter sig mest.

The National – oprindeligt slet ikke min kop te, men jeg blev lokket ind i pitten og det er jeg glad for. De var overraskende vrede i lyden og måske det skyldes at forsangeren Matt var spritstiv og gudskelov for det. Det gav en fandenivoldskhed og et spring fra scenen og ned – ud mellem publikum, hvor han vaklende stillede sig op på 2. hegn i pitten og sang sin vrede ud. Fed fed stemning, topprofessionelt – han blev stående og sang upåklageligt trods brandert (eller måske netop derfor) og endeligt fik jeg lidt Roskilde-feel. Fed livekoncert og en påmindelse om hvorfor jeg foretrækker bands live.

Dorrit Chrystler spiller theremin og er en performance sanger. Hun var sammen med Baby Dee – en ældre rødhåret hippie der på bedste amerikanske vis forsøgte at nå sit publikum med at synge ironiske sange om Jesus. Det var ikke så godt. Tilgengæld var Dorrit god, jeg synes hun skulle droppe Baby Dee og optræde alene – det kan kun styrke hendes performance.

Metallica – solid band, solid optræden, solidt sceneshow – det rykker i benene og man smiler flere gange. Det var det – ingen overraskelser, en overeksponeret Lars Ulrich og et tilfreds publikum – ditto her.

Jeg sluttede dette års Roskilde af med et par numre af Chealsea Light moving – et band jeg må undersøge nærmere. Søndag tog jeg hjem efter jeg havde tjent mit armbånd ind.

4 øv-missere: Slipknot, When Saints goes Maschine, Kid Koala og Kraftwerk – men jeg overlever.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *