Respekt, min bare…

Respekt er sådan et dejligt tvetydigt ord, som kan hensætte blæren i lettere overophedet tilstand på det seneste her i hjemmet. På den ene side står børnenes far og mener jeg er verdens dummeste mest griske svin og på den anden side står jeg og mener han er det mest respektløse jubelfjols, der kan gå på to ben med en stor forkælet sut i munden. Og sådan er kampen nu indledt i 3 runder om børnene og deres velfærd. Begge nærer de samme mistanker til hinanden og begge har de masser af krudt i kanonen og begge mener vi sikkert, at vi selv er de rene helgener.

Jeg spekulerer på om ungerne kan holde til at være kanonføde og om de tager skade af at blive proppet direkte ned i løbet og fyret af – for i mine øjne så er det det der sker fra den anden side – faktisk er jeg ved at nå til det punkt, hvor jeg slet ikke er så sikker på, at det at være en pæn person, der prøver at indgå i dialog for børnenes skyld kan betale sig overhovedet. Jeg synes det straffer sig, at have gået med til alverdens underlige aftaler for at opretholde en god tone og en pæn stemning.

Mit råd til alle kvinder der skal skilles, hvis der er børn involveret – gå for guds skyld efter det hele. Skid hul i pænhed og gode intentioner, ingen lige deling og ingen eftergivenhed – få forældremyndigheden, børnepengene og samkvem fastsat fra dag 1. Det andet straffer sig i det lange løb –desværre.

Jeg er simpelthen nået dertil, hvor jeg ikke gider mere – slut prut finale! Jeg gider ikke tørre op efter min ex-mands legen far med stort F. Jeg gider ikke vaske børn, tøj, jakker og hår hver gang børnene kommer over til mig, fordi han ikke kan finde ud af at holde dem rene. Jeg gider ikke holde øje med om de nu kommer til fest, fødselsdag og udflugter, fordi han ikke kan overskue at holde en kalender, jeg gider ikek forsøge at lappe, når han ikke holder sine løfter og jeg gider ikke stille op og lade mig svine til, fordi han ikke kan lide at høre at børnenes negle, hår og tænder skal børstes, klippes og trimmes og madpakker smøres. Og jeg gider slet ikke blive svinet, til fordi jeg har principper og vægter mine børns velfærd anderledes end han.

Det værste er, at vi er sådan nogle pæne mennesker begge to, at svineriet altid er sublimt, stille og via e-mail, at hadet er civiliseret, fordækt og altid i barnets bedste, at ordene altid kan drejes, vendes og vrides, så de fremstår som det modsatte af det, de var ment som. At vi er begavede, velfunderede og nydelige nok til at køre denne krig i årevis, mens vi bilder omverden ind, at vi skam både er sunde, fornuftige og voksne. Gu er vi ej, vi er 5 år begge to og det handler om simpel overlevelse, slå først eller få en skovl i hovedet.

Ondskaben er ikke grusomhed – ondskaben er småborgerlig pænhed.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *