post its og andre kommunikationskanaler

Det er en vidunderlig scene i “Sex and the city” hvor Berger slår op med Carrie på en post it. Det skaber så meget furore, at selv en politimand forbarmer sig over den sørgende kvinde med en joint og lader en halvskæv Carrie slippe med en advarsel.

Pointen er, at en post it absolut ikke er velegnet til at så personlig afgørende type kommunikation og at det faktisk er lidt af en fornærmelse, fordi valget af kommunikationskanalen i bund og grund udsiger, hvilken respekt man viser overfor den anden part. Derudover er det samtidigt en smule ynkeligt, fordi afsender – her Berger – ikke har nosser nok til stille op til en direkte dialog.

Jeg har indenfor de seneste par måneder i vidt forskellige sammenhænge oplevet at få sådanne “post its” beskeder – bare i form af email (og nej, det var ikke i klassen Berger-forhold, desværre).

Nu er der stor forskel på om man har kendt en person længe eller blot har haft et kort møde. Men i bund og grund er jeg en gammeldags kvinde, der mener at har man sagt A bør man også sige B. Dvs. har man indledt et forhold – det sig være venskab, elsker eller kæreste – så bør man vælge en kommunikationskanel, der viser respekt for dette. Kort sagt, jeg vil have det ansigt til ansigt. En mail er for fesent og kujoneri, men heller ikke jeg kan undsige mig at være en sådan – kujon altså.

Jeg har nu sat mine egne skæve regler op for, hvornår en Berger post it er ok:

Jeg kan bryde med en person via sms eller post it når:
1. Det har været en kort hæslig date, der krævede jeg skoldede min mund for at sluge kaffen hurtigst muligt.
2. Jeg har været tvunget til at underholde chefens ulidelige afkom med en IQ på 40
3. Jeg har været så hjernelammepattestiv man simpelthen ikke kan huske udseendet på personen man dyrkede anakondaen med sidste nat og derfor aldrig ville vide om man pænt sagde tak – men nej tak til den rette person dagen efter (dette vil aaaaldrig ske)

Jeg kan bryde med en peson via mail når:
1. Det har været en to timer lang date, hvor jeg nåede at få navnet på vedkommendes tidligere svigermors puddel, inden jeg fandt ud af at et vigtigt møde ude i byen kaldte
2. Jeg har mødt personen m/k perifert gennem et par receptioner og udvekslet visitkort, hvorefter jeg til den næste fest bliver inviteret til at afprøve den sidste nye fodboldafart i næste uge og er for vissen til at takke nej på stedet (dette vil heller aaaldrig ske)
3. Jeg er bange for at vedkommende på stedet vil nakke mig en skalle og trække en kniv for at røvpule stumperne bagefter

Alle andre omstændigheder kræver ansigt til ansigt kontakt i min verden, med mindre man vil noteres i min sorte bog for at være uanstændig. Ikke at det i sig selv er særligt skræmmende at se frem til at blive noteret i min sorte bog, men jeg undrer mig også egentlig mere over, hvad der er blevet af almen anstændighed, og dyden at skænke det en hvis omtanke over hvilke kommunikationskanaler, der egner sig til hvad?

Aber dabei er dog stadig for mig – hvis en person viser sig at være så konfliktsky/manglende respekt at de sender en post it/sms/mail – skal man så svare via samme kommunikationskanal? Jeg tenderer mod at mene ja, alene fordi jeg kan forudse, hvorledes de vil få morgenkrydderen galt i halsen, hvis jeg tropper op og kræver en direkte dialog. Men sådan er verden så mangfoldig – halleluja!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *