Jeg stiger op fra et dybt hul, jeg har været i i 8 måneder. Det river og slider i mig for at blive i hullet – men lyset lokker og min krop savner at blive set og mødt af kærlighed og omsorg.
Det har været svært at erkende at den jeg elsker ganske enkelt ikke drager omsorg for mig, at den jeg elsker ikke taler med mig, at den jeg elsker ikke elsker mig tilbage. Det har været endnu sværere at erkende at den jeg elsker rent faktisk gør mig ondt, nedbryder og destruerer. Ikke fordi han vil, men præcist fordi han ikke vil – tage ansvar.
Det er sluppet nu – jeg vil huske ham som mit livs kærlighedssmerte. Det var dybt og ægte og oprigtigt fra min side.