Når kærlighed spærrer udsynet

Jeg har en ven, der står mit hjerte nært – og måske lidt for nært. Det er en af den slags kærligheder, der er intense, dybe og ganske ganske umulige og hvis det ikke var fordi han og jeg jævnligt berørte hinandens inderste og forsøgte begge at håndtere det varsomt og fint, så ville jeg være dybt dybt deprimeret over det ikke skal være os to i dette liv.

Men jeg spekulerer for tiden på, om han spærrer mit udsyn, forstået på den måde at der er bundet så megen kærlighedsenergi op på vores relation, at jeg ikke lader noget andet – noget muligt og blivende komme ind og være et potentiale. Jeg kan mærke, der er en snert af emotionel masochisme i kærligheden og så er det, jeg bliver urolig. Vi bliver en art sutteklude for hinanden og det er dejligt og nemt, men ikke opbyggende og frugtbart.

Det handler ikke om, at jeg ikke ved, hvad jeg føler – jeg føler en stor stor kærlighed – det handler om, at denne kærlighedens overspringshandling ikke er god at fastholde i længden. Mit hjerte gør ondt og det længes mod at blive modtaget af det ægte og vedvarende.

Jeg tror, det er noget, jeg må lidt mere tænke over(potentiel overspringshandling – jeg ved det) – og jeg ved det bliver en smertefuld amputation med fantomsmerter i lang tid. Det er sjældent man møder kærligheden i så ren en form, men jeg må videre en dag.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *