Når julen ikke er jul.

Mine elskede børn tilbringer deres juleaften hos deres far i år med det resultat at jeg er alene. Normalt rejser jeg bort – ikke fordi jeg flygter fra julen, men fordi jeg skal forklare så meget, når jeg fravælger julen hvert andet år. Men da jeg skal til USA og Zürich i januar kunne jeg ikke lige overskue at skulle rejse den 24 også.

Da det er sjældent, jeg får 5 sammenhængende dage, hvor der 1. ikke er arrangeret andet gøgl, 2. hvor ungerne er væk og 3. jeg har fri fra arbejde – så er juleferien optimal til 5 dages faste. Ungerne er væk, vennerne ligeså og alle har travlt med at drukne freden i fedt. Dette har udløst en sand syndflod af jamren, for minsanten om ikke jeg har pillet ved en af danskernes mest ømme punkter – ikke den hellige jul men fravalget af JULEMADEN.

For det første er det faktisk svært at få lov til at være alene juleaften. Min far, min søster, mine venner – ja sågar min exmand – gud velsigne jer alle – har været der med invitationer og jeg har pænt takket nej til dem alle og forklaret pænt om mine planer (bekymringer om jeg var på depressionens rand måtte standses inden den pukkelrykkede stod udenfor min dør og insisterede på at jule med mig). Jeg undersøgte ganske vist muligheden for at hjælpe til den 24 i et asylcenter, men det må man ikke uden kurser og infomøder. Det er sikkert fornuftigt nok, men jeg kunne bare ikke nå det her op til jul, så velgørende kunne jeg ikke være.

Så istedet vælger jeg at starte 5 dages faste den 24 – det passer lige med en dag til at sparke fordøjelsen igang igen, inden ungerne kommer tilbage den 30/12 for at fejre nytår hos mig. Under fasten skal jeg tage tingene i deres helt egen rytme – man bliver en anelse alternativ i hovedet, så jeg har planlagt at arbejde med mine websider, der har ligge alt for stille alt for længe. Dernæst skal jeg have skrevet tekster til et website, taget billeder, gå i saunagus, dyrke yoga og meditere en del. Jeg har nemlig behov for at rense mit hjerte samtidig. Ideel juleferie med tryk på ferie. Krop og hoved skal renses ud.

Mine børn er ved at halshugge mig fordi jeg ikke vil tage julen med hele balladen og alle undrer sig over, hvordan jeg kan overleve at takke nej til uendelig mængder fed mad og sukker (jeg er allerede ved at få nok nu). Men hemmeligheden er, jeg elsker min spartanske jul hvert andet år – jeg elsker at skulle købe en minimumsmængde gaver (endnu mindre i år, da mine unger har gået med at at donere ½ delen af julegavepengene til en ged et eller andet sted), jeg elsker at slippe for gavebytteri og køkkenstress og mest af alt, så betyder den kristen tradition ikke så meget for mig længere.

Hvert år ser jeg med større og større afsky på den hypermaterialisme der vælter op – vi er ved at drukne i ligegyldige produkter og alligevel konkurrerer man om at vælte flere ind af døren. Julen er en smuk tradition, men den er ved at forsvinde i ligegyldig frådseri. Jeg dør ikke af ikke at hoppe med på vognen hvert år. Dog har pølsebarnet vredet armen rundt på mig og fået mig til at acceptere et lille juletræ og en del julepynt i hjemmet – jeg fortryder allerede.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *