Når hele verden sidder i min navle

Det er efterhånden sjældent jeg læser avisartikler, der vækker til nærmere eftertanke – hvilket sikkert skyldes at tiden til at læse aviser et stærk indskrænket for tiden – men onsdag den 22/8 bragte Berlingske Magasin en artikel med professor Wolf Wucherpfennig, der i bund og grund taler om at det leve i Danmark Han leverer en svidende kritik til den humanistiske fløj, der ramte mig dybt i hjertekulen:
“Det æstetiske er ved at forsvinde, idealet for en humanistisk uddannelse er at blive spindoktor eller finde ud af, hvordan Roskilde Festivalen kan tjene flere penge, end den gør nu. På Lund lukker man latin og opnormere sexologi”, siger han.

Vores idealer har forrykket sig – fra den sociale til det individuelle, fra den humane til det materialistiske. I den forrykkelse vi ofret det æstetiske i humanismen, hvilket i mine øjne udspringer af, vi i bund og grund har ændret ideal for livet som begreb – dvs. forståelse af “det gode liv”. Årsagskæden er vendt – hvor ræsonnementet før var: “hvis alle har der godt – kan jeg få det godt” er det nu blevet til “jeg skal have det godt – og hvis alle agerer som jeg kan alle få det godt”. Prisen for at lade liberalismen lede som ideologi.

Den dynamik hvormed vi opfatter verden har spejlvendt sig, så vi tænker globalt og handler lokalt, hvor vi før handlede lokalt men tænkte globalt. Da jeg var barn og voksede op derovre hvor kragerne har madpakke med – der udsprang min verden fra Vestjyllands sande jorde og min handling var funderet i denne egn. Demonstrationer over Limfjordens forurening og måling af iltsvind i Storåen, havde en grobund i et diffust ønske om en bedre verden og målet for min videre uddannelse var sat bevidst og ubevidst efter et ønske om at gøre “det rigtige og det gode” her i livet.
Mine børn vokser ikke længere op for at skabe en ideel verden, de vokser op hvor hele verden er tilgængelig i form af engelsk, Internet og øget velstand. I dag har min datter i en alder af 14 rejst 3 gange mere end jeg havde i en alder af 25. I dag tænker mine børn globalt men handler lokalt. Uddannelse, meningstilkendegivelser og dialog er ikke indskrænket til Østerbro men spænder over hele verden – hun deltager i demonstrationer hvor deltagere fra hele Europa kommer, men hvor målet er en lokal gruppes ønske om at bevare deres navlebeskuende indsigt. Fred være med det.
Men når målet for min datters uddannelse er indskrænket til kun at kunne rummes sin egen navle og tanken om at redde verden forsvinder ved 10 års alderen, så er ordsproget om at have verdenen liggende i sin egen lomme for bogstaveligt omsat til en materialistisk udbytning.
Og her bliver jeg bekymret – ikke kun i den simple “ungdommen nu til dags” bekymring, men for den voksende forråelse der opstår når det æstetiske svinder ind, for næste led i rækken er moralens forfald. For det er ikke kun ungdommen – det er ikke kun mine børn, det er vores samlende humanistiske opfattelse.

Vi har nået et Luhmannsk samfund, hvor vi hæfter os af og på socialiteten efter eget behov og hvor følelsen af ansvar til menneskeheden ikke længere er langvarigt eller stabilt, men diffust flukturerer i en udveksling mellem “what’s in it for me” og en trendhumanisme -er det Dafur eller Somalia, der er “in” at støtte?!

Wucherpfennig er bekymret for ånden og kulturens rolle – jeg er mere bekymret for menneskeheden.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *