Jeg var til fest med de brune folk på Nørrebronx igår og det var da meget sjovt, og så står man der i al Bollywoodmusikken og tænker – hvorfor er det nu liige vi så gerne vil være danske?
Altså, integration, ligeværdighed og accept er skam plusord i min brune bog – men personligt føler jeg mig lidt ramt i sjælen hvergang det danske hyldes som værende attråværdigt, for jeg ville så gerne rejse langt væk, hvis jeg kunne.
Bevares det er en ganske forkælet holdning, men når man står i en sportshal på Nørrebro og hører de velmenende konferencier, så kan det næsten ikke blive mere dansk og det er lidt synd.
Så da jeg stod der tænkte jeg at Bevægelsen Brun allerede havde vundet – at de var blevet danske og velmenende, og det kun er et spørgsmål om tid før alle de hvide også kan se det.