Jeg har en yndlingsblog i denne uge, og det er ikke fordi den er mere velskreven end andre eller fordi jeg tror, den holder særligt længe, men den berører et tabuemne, som jeg finder facinerende. På denne blog har Fie beskyldt mig for at være maskulin i mine antagelser og lettere skitzofren. Det sidste mener jeg nu aldrig, at nogen læge har diagnosticeret mig til, men det første er sikkert meget rigtigt. Især hvis man vælger at opdele den maskuline og feminine seksualitet i forsnævrende stereotype forestillinger om “mænd tænker med pikken og kan derfor have sex uden følelser” og “kvinder med hovedet og kan derfor ikke have sex uden følelser”. Udover at denne opfattelse faktisk er voldsomt begrænsende og indsnævrende for den kvindelige seksualitets frie udfoldelse – du må som kvinde ikke bolle, bare fordi du er liderlig (og jeg er heller ikke helt sikker på den opfattelse er korrekt), så er det også fejlagtig konklusion af det, jeg mener/mente. Så her kommer en udredning som lovet.
Der er tre tråde i denne debat, der har det med at rode sig ind i hinanden:
1. Hænger kærlighed og sekualitet uløseligt sammen, således at man ikke kan dyrke det ene uden at have det andet – sagt med andre ord: hvis jeg boller med en anden er jeg så holdt op med at elske dig?
2. Kan man kræve en kristen forpligtelse om evigt troskab af sin ægtefælle eller er det dogme i nutidens serielle monogamialder forældet?
3. Er det muligt at elske sin partner og alligevel dyrke sex med andre, uden at partneren er vidende om det – eller sagt med andre ord er utroskab ødelæggende for parforholdet?
Svarene på alle tre er lige så individuelle som den enkelte persons opfattelse af kærlighed, troskab og seksualitet. Så jeg kan kun svare for mig selv. Desuden skal man huske at utroskab oftest blot er et udtryk for noget helt andet, men her vælger jeg at debattere utroskab som den aktuelle handling – det at have sex med en anden.
Skulle jeg tage de lyserøde kristne kyske briller på, ville jeg svare nydeligt; at mand og kvinde skal kommunikere sammen, være lydhøre og åbne overfor hinandens ønsker og længsler for derved at tilfredsstille hinanden ind i al evighed både på det kærlighedsmæssige og på det seksuelle plan – og med de briller på næsen vil det være totalt og utilgiveligt ødelæggende, at den ene part bryder den pagt, der er lovet i kirken, eller indirekte til hinanden da man flyttede papkasserne sammen og den utro bastardpartner er dømt til at tilbringe det næste liv i helvedes flammer, hvis vedkommende gør det unævnelige. Så mand og kvinde skal leve lykkeligt sammen til deres dages ende og kun være nøgne i hinandens selskab (under dynen med lyset slukket). Basta!
Så er pick up’en får skønsangen til at hikke og hopper af og jeg bliver en anelse “maskulin” i mine udtalelser, for sandheden er ofte, at lagt de færreste formår at undgå den trivialitet hverdagen luller parforholdet ind i og derved også den seksuelle aktivitet. Sandheden er ofte, at når børn, arbejde og vovse har fået sit, så er der sjældent energi eller lyst til at springe ud i “vi slikker flødeskum af hinandens kroppe” og faktisk bliver man helt taknemmelig for, at man husker at kysse hinanden hver dag. Sandheden er ofte, at jo ældre man bliver jo mere konservativ bliver ens indstilling til sex og den bundløse dansetrusse fra ungdommen kåde eksperimenter bliver et billigt pornografisk ikon, der helst skal brændes i baghaven sammen med hofteholderen og netstrømpen.
Sandheden er ofte at sex bliver til en 14. dages forteelse og med lange perioder, der er så ganske tørlagte. Sandheden er ofte at rigtigt mange dyrker (især kvinder) seriel monogami i stor stil som dække over en “løsagtig” seksuel adfærd og at i hverdagens blevask, flåede tomater og lange arbejdstider er det såre nemt at blive forelsket i en anden.
Tager jeg de briller på, så er min indstilling, at kærlighed for mig er at tilgive et enkelt sidespring, kærlighed er at se det praktiske i, at han i det mindste valgte professionelle og ikke en langtidselskerinde (hvor netop følelserne kan komplicere en tilgivelsesproces voldsomt). Troskab er at investere i mit parforhold med alt hvad det indebærer af dårlige dage, perioder og nedture, og fordi ingen er perfekte til dette spil, er tricket til at få et forhold til at holde – set med mine øjne – at være åben også udover de grænser som de almene moralske normer dikterer.
Og det handler ikke kun om ikke at tage konsekvensen af egne handlinger – det handler om noget så kristent at kunne tilgive andres handlinger og komme videre, hvis man vitterligt ønsker at bevare sit forhold. Og derved kan jeg sagtens skelne mellem kærlighed og seksualitet. For i den perfekte verden ville lige præcist mit parforhold være så velfungerende, at partneren, kæresten, elskeren har lyst til frådende at nedlægge mig mellem de flåede tomater flere gange hver dag. Og sker det ikke og partneren istedet tyr til professionel assistance, så tager jeg i det mindste det ansvar, der hedder, at jeg ved gud grød selv bærer en del af ansvaret, for ikke at oppebære den seksuelle gnist i hjemmet. Og således kan det at tage ansvar for egne handlinger ændre indhold alt efter hvor ansvarsfralæggende, man ønsker at være.
Og så har jeg slet ikke nævnt de, der falder helt udenfor denne moralske ramme og ganske bevidst og glædeligt dyrker et polygamt forhold, uden at det er ødelæggende for nogen eller noget – men dem skal vi slet ikke nævne for så tilter denne tråd da fuldstændigt og samtlige Fie-kvinder vil sidde på min nakke og belære mig om mit maskuline følelsesregister. Men jeg har set, at det kan lade sig gøre og af en eller anden grund handler det umiddelbart ikke om maskulinitet eller femininitet, men om ærlighed til sin egen seksualitet.
Så skåret ud i pap er svarene:
1. Kærligheden er større end seksualiteten, så boller du en anden kan jeg tilgive dig fordi jeg elsker dig.
2. Evigt er et meget stort ord og jeg må sande, jeg er på min 3. mand i dette liv – men troskab til parforholdet, mens det varerer, en fin ting.
3. Utroskab er så ganske ødelæggende overfor parforholdet, men utroskab handler ikke kun om sex med andre ligesom det at tage konsekvensen af sine handlinger oftest fejler mest, hos den der føler sig bedraget.
Yrghh skriver så kæphøjt – at jeg ikke kan håndtere sandheden, det er jo svært at bedømme, hvis man hverken vil fortælle den eller ønsker at se den i øjnene. Sandheder er altid lokale og ja, jeg kan sikkert ikke håndtere Yrghhs sandhed, men jeg er ikke så sikker på, det er fordi den er synderligt afskrækkende eller synderlig sand, men jeg følger skam med så godt jeg kan og morer mig kosteligt hver gang.
PS! En ting er jeg dog nysgerrig på – for 1000 kr. hos den professionelle får men da vel et lille kink med…for helt almindeligt dansk koster vel ikke så mange spænd?