Jeg har 2 børn, der gerne vil fejre deres mor på denne dag, men mor er rejst, hun er borte og dette kunne have vækket en hvis problematik, hvis det ikke var fordi mine børn både er så store, at de ikke finder det underligt samt det faktum at jeg skam kommer tilbage til dem igen.
Mors dag minder mig altid om min mor – min oprindelige mor, min biologiske mor, min mor. Jeg har aldrig fejret denne dag med hende, jeg har aldrig kendt hende og alligevel er hun eksisterende, levende, præsent hver eneste dag. jeg savner hende – ikke hende som person, men hende som koncept. jeg savner at se ind i en person og vide at det er denne persons gener jeg bærer, at det er denne persons beslutning, der har formet mit liv.
Det handler ikke om, at jeg vil holde min mor i hånden til evig tid – men måske bare en eneste gang. At jeg vil vide, hvad jeg er og af hvem jeg er.
Tabet af min mor har sat sig dybe spor og skabt en ubalance i mig, jeg skal leve med resten af mit liv. Det har skåret mønstre ind i min sjæl, det har dannet grobund for en bestemt adfærd, jeg kun kan korrigere men aldrig undslippe, det har i bund og grund skabt den stærkeste sorg af alle. Tabet af den ubetingede kærlighed. Navlestrengen blev skåret så at sige den dag den fysisk blev skåret.
For mig er mors dag håbet dag – den dag på året hvor jeg genopliver mit håb om at jeg en dag finder hende og kan holde hendes hånd en eneste gang.