Jeg bliver ofte opfattet som værende meget maskulin, søde veninder mener det skyldes jeg kan alt (tak), kloge hoveder vil sige det er min opvækst og onde tunger vil påstå det skyldes, jeg er så lidet af størrelse at jeg skal kompensere (sagde nogen penismisundelse).
Jeg er ligeglad – jeg er maskulin og har altid bedre kunnet forholde mig til mænd end kvinder. Jeg er bedre til basal grov humor, jeg kan lide dybe stemmer, rå direkte tilgang til det meste og så kan jeg lide maskuline venskaber – ikke med mænd forstås – men venskaber, hvor der ikke er så meget fnidder. Hvor jeg kan holde en pause på 2 uger eller 17 år og samtalen løftes lige naturligt af den grund. Hvor man ikke lover hinanden at ringe, bage kage eller vende tilbage, hvis man ikke gør det, men hvor man gør det, når det føles rigtigt.
Nu er det jo med et stereotypisk glimt i øjet jeg skriver det er maskuline venskaber, for faktisk praktiserer jeg den slags venskaber med kvinder – de herlige skæve af slagsen. Så kære Eka og Lisbeth, tak for de maskuline dyder vi har sammen, det var befriende og ærligt herligt. En dag laver jeg en mandefest kun for kvinder.