At kommunikerer er svært – meget svært, men strammer man røvbalderne, så kan det løse en del ting.
En samtale med ex’en løste en del ting og vi ser frem mod lysere og nemmere tider. Ungerne vil få ro, stabilitet og god kontakt med begge parter og mon så ikke det vil gå sin vanlige rolige gang.
Jeg skal have to små katte til august, for min kæreste vil ikke have flere børn. Det bliver nuslet til døde, gør de.
Letsindig tror, at jeg føler mig super vigtig i mit job og blot på snedig vis manipulerer rundt i en pæn stiv karrierefremgang – *bååååt* mit arbejdsliv har været lige så broget som 5 landes flag tilsammen og det er ikke just planlægning eller kloge valg, der har præget den. Jeg er gået efter, hvad jeg synes så sjovt ud, og hvad jeg havde lyst til i nuet. En del uddannelser har hjulpet mig på vej, men primært har jeg været så svineheldig at folk har ansat mig, fordi de kunne lide mig. Meget af det har været rent tilfældigheder. Det er som oftest gået godt. Og nej, jeg er ikke blevet bestrået med dyre udenlandsrejser, fordi jeg var uundværlig eller vigtig, jeg er som oftes sendt afsted for at udføre benhårdt arbejde – meget få arbejdsgivere sender medarbejdere afsted, for at deres vigtighedsfaktor kan stige.
Mit liv er hverken værre eller bedre end så manges andres. Det er blot fyldt op med mig og derfor belemrer jeg jer med detaljerne her. Jeg er hverken er mere lykkelig, succesfuld eller smukkere end andre, men det er mit liv og dette er min blog – voila, indhold er skabt. Jeg er ikke ked af at være den, jeg er, ligesåvel som jeg ofte forsøger at se ting fra mange sider, men skal man skrive skrifter, der tager forbehold for alle ting, bevæger man sig ikke ud af døren. Derfor vælter denne blog over med ensidige, bombastiske udtalelser, der om end ikke andet forhåbentlig vækker til eftertanke og slår et slag i bolledejen. For kommunikationen på denne blog er bevidst valgt at være mit Speakers Corner og mine lyttere er lige så imaginære, som jeg selv er.
Jeg fik sovet, havregrøden er væk og al ting ser meget bedre ud i mono.