Livet har i flere omgange tilbudt mig, det jeg troede var kærligheden, og det var det også for en stund. Men det var også så meget andet og det “andet” viste sig ofte at være negativt.
Jeg spekulerer på kærligheden, fordi tilbuddet er det igen – og selvom jeg længes, går jeg også som katten om den varme grød, for jeg aner ærlig talt ikke, om jeg orker. Jeg er ikke så ung længere, ikke så naiv længere og ikke så energisk længere. Jeg kan mærke en tendens til at blive tiltrukket af det umulige – det er jo så dejligt distancerende, ligesom jeg febrilsk begynder at søge 17 andre steder hen, når en mand, ser mig lidt for dybt i øjnene.
Når jeg ligger her i min seng, sammen med min søn ,der læser “gåsehudsbøger” (det er mest trygt at læse dem i mors seng), så føler jeg, at jeg har al den kærlighed jeg skal bruge (ingen freudianske analyser nu, tak). Men den kærlighed er også flygtig – om lidt står vi ud af sengen og den varme rolige kærlighedslykke fordufter og jeg begynder igen at savne en voksen mand, der vil holde om mig en råkold lørdagsmorgen. Der følger bare så meget andet med.
Sex er velkomment, og gerne meget af det – men sex er også en glimrede overspringshandling til at holde kærligheden fra døren. Jeg tror, jeg må meditere lidt mere på det og bare gå i det fortærskede “flow” (den holistiske kujons udsættelsesundskylding) – der er ikke noget så godt som tid, når man nu er for krysteragtig til at træffe et valg.
Til dig, der gerne vil se mig dybt i øjnene, du er velkommen, men du skal være verdensmester i at holde mig fast.