Kæledyr.

Jeg sidder her med dårlig mave af en ganske anden årsag – pokkers natur og burde ligge i min seng og ynke mig selv over mit svagelige helbred. Men morgenens nyhedshunger skabte dette indlæg.

Hende havde én kanin der hed Junior. Many har en biologilæreruddannelse og et realistisk sind. Og så kolliderede meningerne – grundlæggende mellem de som kondolerede og den som pelsede.

Når man blogger et indlæg, så har man valgt at dele sine oplevelser med nettet og derved åbnet op for andres meninger. Det forunderlige ved bloggens kommentarstreng er at det samme ofte udvikler sig. Først kommer de som læser bloggen udfra sympati og siger ofte ”vi forstår dig” (og det er for så vidt ganske logisk). Så kommer de som absolut er uenige og endeligt kommer den personlige fnidder.

Jeg er så indbildsk at tro, at det var mig der blev kaldt hyklerisk af den kære Ole selvom det måske slet ikke er det han mener (men det satte gang i dette indlæg, så Ole jeg tager dig til indtægt for en mening, du måske ikke mente sådan) – eller noget nær hyklerisk, fordi jeg satte mig mellem to stole. For hvor forunderligt det kan lyde for nogle, så kan jeg sympatisere med begge ”grupper”. Se min far var biologi- og geografilærer og stod ikke ulig many ofte på øretævernes holdeplads, hvorimod min mor var en ubehjælpelig romantiker, der slæbte ethvert herreløst dyr hjem og gav dem al sin kærlighed. At de begge indevordes havde store modsatrettede følelser indbygget, gjorde det ikke nemmere, Min far var katolik men skrev ikke destro mindre en lærebog om evolution og min mor var romantiker men gav aldrig mit far et kys.

Men for at vende tilbage til kæledyrene! Nogle vælger at sige at et dyr er et dyr og man derfor ikke kan eller bør personificere det i en menneskelig kontekst. Andre kan ikke lade være med at personificere det og knytter endsige meget tætte personlige følelser til dyret. Jeg selv tudede mine øjne ud hver gang et af mine kæledyr døde og sørgede i længere tid over tabet – om det var ud fra egoistiske årsager, skal jeg ikke sige, men det hindrede mig ikke i at anskaffe nye over tid.

Og ja, jeg kan sympatisere med begge dele, for hvad enten man har valgt det ene eller det andet ståsted, så kan jeg sympatisere med sorgen over tabet – ikke fordi det er mit tab, men fordi det er en menneskelig følelse der er reel. Samtidig kan jeg også sympatisere med den kradse realistiske snusfornuft, der slet ikke kan følge koret af kondolencer. Det der ærgrer mig er, at der af nogle sættes et krav til, at ens holdninger skal tage parti for personer – for ikke at få sat prædikatet hyklerisk på mig. Hvis det er så, ja så er jeg gudfadermig hyklerisk – hyklerisk nok til at indbilde mig, at det behøver man ikke, hvis man blot tænker sig en lille smule om.

At hende havde en kanin, der hed junior der blev begravet under et blommetræ – er en ganske enkel handling, der er ganske enkelt forståelig og følelsesmæssigt appellerer den til de fleste.

At many vælger at perspektivere det forunderlige i at vi har personificeret dyr er mere kompliceret – meget modigt i mine øjne og absolut ikke forståeligt for mange.

At jeg vælger at kunne forstå og forholde mig til begge dele – er ganske forunderligt situationen i denne sag og hyklerisk for Ole. Men jeg kunne tage fejl.

Bortset fra det så vil jeg da lige nævne eksemplet på bloggings magt, for aldrig har en lille kanin fået så mange kondolencer – jeg tror end ikke Dronningens gravhund opnåede den ære.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *