Jeg har en utrolig lille familie og vi ser ikke hinanden særligt meget, ikke fordi vi ikke kan, men fordi lige præcis min familie vist ikke er skabt til at være tætte i alt for mange dage af gangen. Dette har skabt et underligt dualistisk forhold i mit juleindre, for på den ene side har jeg et stort og blødt hjerte og på den anden side værger jeg mig ved at lukke min egen familie (bortset fra den nære familie selvfølgelig – ingen jul uden mine børn) for meget ind.
Næsten alle de jul jeg kan komme i tanke om, har der siddet en eller to personer ved mit julebord, der af en eller anden grund haltede sig gennem julen. Ikke fordi de var stakler, men bare fordi de selv havde krise i familieforholdet. Jeg har været harm over andre familiers dårlige opførsel, over tåbelige forældre eller egoistiske børns opførsel, over forladte og fattige søskende – og alle har de siddet med til bords og fået gaver. Jeg har kysset mine børn, mens de måbende har set fremmede bekendte stryge mandelgaven til sig og foræret mine egne julegaver videre til dem, der ikke fik nogen hjemmefra. Men jeg har ikke evnet at holde en jul sammen med min egen familie og jeg tror heller ikke, jeg kommer til det.
Hvert år spekulerer jeg på, om jeg elsker mine skæve venner mere end min familie, for sjovt nok kan jeg langt bedre udholde tanken om at sidde med venner og bekendte i julen end min egen familie. Det er ikke ensbetydende med, at det er de samme venner, der kommer hvert år – hen over årerne har det skiftet, som et landskab der eroderer. Men jeg må erkende, at jeg er bedre til at føle med og for andre end at føle med og for mig selv. At jeg har berøringsangst og kontaktbesvær, når det gælder min sammensatte pukkelryggede familie, og at jeg bare ikke har rygrad nok.
Så hvert år gennemgår jeg for mit indre billede det samme ritual med en lettere skamfølelse over, at jeg bare ikke kan finde de bånd frem, der skulle være så bindende. Men på den anden side har jeg lært at acceptere, at jeg elsker julen med mine skæve venner, min nære familie og de meget små kredse – at forbindelsen til resten af familien opretholdes ved de obligatoriske gaveudvekslinger og beskedkort og at julen i bund og grund indeholder, det jeg propper i den.
For lige så meget som jeg elsker julen med alle dens gaver og smagløse pynt, lige så meget har jeg lyst til at rejse langt bort, blive buddist og slippe den vestlige verdens julematerialisme. At en ged eller en høne i Malawi bare ikke kan godtgøre det usandsynlige overforbrug, jeg kaster mig ud i hvert December sammen med resten af Danmarks befolkning og at nok så mange dirrende følelser på vegne af mine venner ikke kan skjule, at jeg basalt set mangler dem i mine egne relationer.
Sådan er julen så herlig tvetydig og vi er ikke engang nået til nytår!