Jul i Blogland – 17

Min koreanske veninde, der er buddhist og bor i New York fik efter eget ønske og på trods af heftige advarsler en lynintroduktion til rigtig dansk jul.

Jeg fik rimeligt elegant snørklet mig igennem det tyske juletræ (Tyskland/Danmark – potato/potato), den kristne stjerne i toppen, hvordan dansen var en hyldest til Jesusbarnets fødsel samt den katolske julekrybbe (kom julen ikke før Luther, anyway?) – so far so good. Så kom vi til julemanden og med mikset af den hollandske Sinter Klaas og den tyrkiskfødte Saint Nicholas, den gavmilde helgen, i baghånden stod min danske fortælling stadig nogenlunde lysende klart og sammenhængende, adventskransen passede også fint ind i dette billede bortset fra vi efterhånden fremstod som et ærkekatolsk land, men hvad gør man ikke for at ungerne skal have en julesprællemand at hive i, mens de messer ”kom jul, kom sne, kom gaver” – hvordan han så lige var havnet på Grønland forblev en stammende indskudt sætning.

Så var det pladen hikkede og pick uppen gik i hak – nisser? For fanden da, hvordan skulle det så lige kringles og endda på engelsk? Jeg fik med stoisk ro afviklet de små baryler som en halvhedensk dansk overtro med islandske aner, men hvorfor de lige har formået at møve sig ind på julen, blev jeg hende svar skyldig andet end man gerne ville være særligt gode ved dem i december. Men normalt var nissen eller årmanden jo en lille dæmonagtig hverdagshustrold, der ondskabsfuldt kunne finde på at slå ens køer ihjel og som kun kunne fordrives af en præst. Hun stod lidt af overfor den med døde køer og kunne slet ikke forstå, at vi rendte rundt med koslagterens røde hue på juleaften og hvordan de små koslagtende kræ pludselig stod i en helgens værksted kunne jeg kun få forklaret ved en mutationsslægtshistorie – hvor en afart af nisserne endte som gode håndværkere på Grønland, der levede i fred og fordragelighed med det kristne islæt og en anden afart som koslagtere på de danske gårde, der fjendtligt frygtede kristne ritualer og udmaninger og endnu en gren fes rundt i de danske bøgeskove (hvad de lavede der, kunne jeg kun forklare ved, at de var en slags minidyrlæger), og som, så vidt vides, er lykkeligt uvidende om religiøse spændinger i denne verden. Problem: Den danske jul begyndte at lyde temmelig utroværdig.

Pladen knækkede fuldstændigt, da hun pegede på julebukken, jeg har arvet fra mine forældre. Hvordan julemandens svenske ærkerival i form af en nordisk gudeged pludselig tog del i den danske jul, blev til en tour de force i dansk/svensk samlivsresolutioner og kulturel afsmitning med en lille afstikker til sicilianske Santa Lucia, der dog ikke har så meget med julebukken at gøre, men til gengæld havde lys i håret, altid var blond på trods af de sicilianske rødder, og hvor vi fejrer den med at synge en fordansket version af en italiensk salme. Det særlige er, at det næsten kun er i Danmark og Sverige dagen stadig fejres og svenskerne nok lidt mere end danskerne. At julebukken måske havde noget med tordenguden Thor at gøre er en ting, men hvordan den pludseligt fik en sæk på ryggen og delte gaver ud, der måtte jeg krybe til korset og tilstå, at det havde jeg ikke den fjerneste ide om. Den pædagogiske line var spændt til bristepunktet, så jeg undlod at nævne peberkager og gløgg.

Jeg sprang af samme grund let og elegant videre til andestegen – der vist nok blev rodet lidt sammen med fortællingen om Mortensaftenanden, men det er nu så sød en lille fortælling og gjorde mit job lidt lettere den dag. Grisen blev forklaret ved god gammeldags husmandskosthistorie sammen med risengrøden. Hun livede helt op ved risengrøden, men undrede sig over kanelsukkeret – og ville partout spise retten med soja i stedet – fik jeg nævnt hun er buddhist og koreansk? At vi fodrede de koslagtende nisser med denne grød, synes hun var spild af gode ressourcer. Pigonger, nødder, mandariner, marcipan og nougat undlod jeg klogelig at dvæle for længe ved, men mumlede noget om århundredeskiftets godte/bolchetradition. Hun fik lys i øjnene ved mandarinerne, for det spiser de også i Korea i december måned. Julefrokosten stammede fra 2. verdenskrig og trangen til at komme hinanden ved (gud ske tak og lov at fællessangen på Skamlingsbanken ikke også fortsatte som en muteret juletradition på arbejdspladsen) og julekalenderen opstod i mellemkrigstiden stærkt inspireret af Tyskland.

Endeligt afrundede jeg hele falballaden med at male et romantisk ”Peters jul” skønbillede fra 1900, som er det julebillede langt de fleste danskere stadig har printet ind på nethinden som en vaskeægte jul, hvorfor glanspapir og kræmmerhuse stadig hægtes på træet.

Tro mod min natur faldt der også et par bitre sidebemærkninger om antallet af enlige og selvmord i december måned – materialistisk frådseri og abnormt stress – men det var kun en bisætning – amar’. Hun var tilfreds og jeg var rundtosset da samtalen sluttede.

Jeg ser nu frem til at endnu flere obskøne og besværlige traditioner finder vej ind i vores jul – som vi stædigt vil fastholde som ærkedansk. Der er allerede engelske og amerikanske toner i form af mistelten, kalkun og gås så mon ikke vi kunne finde plads til et par muterede sydamerikanske, arabiske og indiske også uden det ødelagde danskheden. Jeg kan da sagtens foretille mig om 50 år, at slå til en julepinata, mens jeg indtager en krydret julechai og dagene efter gennemgår min helt egen private juleramadan som bod for frådseri og skørlevned.

Læs den 18. december hos Rander

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *